|
|
|
|
godnat historie |
af
HC Andersen |
Svinedrengen
Der var engang en fattig Prinds; han havde et
Kongerige, der var ganske lille, men det var da
altid stort nok til at gifte sig paa, og gifte sig
det vilde han.
Nu var det jo rigtignok noget kjækt af ham, at
han turde sige til Keiserens Datter: "vil Du ha'
mig?" men det turde han nok, for hans Navn var vidt
og bredt berømt, der vare hundrede Prindsesser, som
vilde have sagt Tak til, men see om hun gjorde det.
Nu skulle vi høre:
Paa Prindsens Faders Grav voxte der et Rosentræ,
o saadant et deiligt Rosentræ; det bar kun hvert
femte Aar Blomst, og det kun een eneste, men det var
en Rose, der duftede saa sødt, at man ved at lugte
til den glemte alle sine Sorger og Bekymringer, og
saa havde han en Nattergal, der kunde synge, som om
alle deilige Melodier sad i dens lille Strube. Den
Rose og den Nattergal skulde Prindsessen have; og
derfor kom de begge to i store Sølv-Foderaler og
bleve saa sendte til hende.
Keiseren lod dem bære foran sig ind i den store
Sal, hvor Prindsessen gik og legede "komme
Fremmede", med sine Hofdamer; og da hun saae de
store Foderaler med Presenterne i, klappede hun i
Hænderne af Glæde.
"Bare det var en lille Missekat!" sagde hun, -
men saa kom Rosentræet frem med den deilige Rose.
"Nei, hvor er den nydelig gjort!" sagde alle
Hofdamerne.
"Den er mere end nydelig!" sagde Keiseren, "den
er pæn!"
Men Prindsessen følte paa den og saa var hun
færdig at græde.
"Fy Papa!" sagde hun, "den er ikke kunstig, den
er virkelig!"
"Fy!" sagde alle Hoffolkene, "den er virkelig!"
"Lad os nu først see, hvad der er i det andet
Foderal, før vi blive vrede!" meente Keiseren, og
saa kom Nattergalen frem; den sang da saa deiligt,
at man ligestrax ikke kunde sige noget ondt mod den.
"Superbe! charmant!" sagde Hofdamerne, for de
snakkede allesammen fransk, den ene værre, end den
anden.
"Hvor den Fugl minder mig om salig Keiserindens
Spilledaase," sagde en gammel Cavaleer; "ak ja! det
er ganske den samme Tone, det samme Foredrag!"
"Ja!" sagde Keiseren, og saa græd han, som et
lille Barn.
"Jeg skulde dog ikke troe, den er virkelig!"
sagde Prindsessen. "Jo, det er en virkelig Fugl!"
sagde de, som havde bragt den.
"Ja lad saa den Fugl flyve," sagde Prindsessen,
og hun vilde paa ingen Maade tillade, at Prindsen
kom.
Men han lod sig ikke forknytte; han smurte sig i
Ansigtet med Bruunt og Sort, trykkede Kasketten ned
om Hovedet og bankede paa.
"God Dag, Keiser!" sagde han, "kunde jeg ikke
komme i Tjeneste her paa Slottet."
"Jo nok!" sagde Keiseren, "jeg trænger til een,
som kan passe Svinene! for dem har vi mange af!"
Og saa blev Prindsen ansat, som keiserlig
Svinedreng. Han fik et daarligt lille Kammer nede
ved Svinestien og her maatte han blive; men hele
Dagen sad han og arbeidede, og da det var Aften,
havde han gjort en nydelig lille Gryde, rundt om paa
den var der Bjælder og saa snart Gryden kogte, saa
ringede de saa deiligt og spillede den gamle
Melodie:
"Ach, Du lieber Augustin
Alles ist væk, væk, væk!"
men det Allerkunstigste var dog, at naar man
holdt Fingeren ind i Dampen fra Gryden, saa kunde
man strax lugte hvad Mad der blev lavet i hver
Skorsteen, der var i Byen; see, det var rigtignok
noget andet end den Rose.
Nu kom Prindsessen spadserende med alle sine
Hofdamer, og da hun hørte Melodien blev hun staaende
og saae saa fornøiet ud; for hun kunde ogsaa spille
"Ach, Du lieber Augustin," det var den eneste hun
kunde, men den spillede hun med een Finger.
"Det er jo den jeg kan!" sagde hun, "saa maa det
være en dannet Svinedreng! hør! gaae ned og spørg
ham, hvad det Instrument koster!"
Og saa maatte een af Hofdamerne løbe ind, men hun
tog Klods-Skoe paa. -
"Hvad vil Du have for den Gryde?" sagde Hofdamen.
"Jeg vil have ti Kys af Prindsessen!" sagde
Svinedrengen.
"Gud bevar' os!" sagde Hofdamen.
"Ja, det kan ikke være mindre!" svarede
Svinedrengen.
"Han er jo uartig!" sagde Prindsessen, og saa gik
hun, - men da hun havde gaaet et lille Stykke saa
klang Bjælderne saa deiligt:
"Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!"
"Hør," sagde Prindsessen, "spørg ham, om han vil
have ti Kys af mine Hofdamer!"
"Nei Tak!" sagde Svinedrengen, "ti Kys af
Prindsessen, eller jeg beholder Gryden."
"Hvor det er noget kjedeligt noget!" sagde
Prindsessen, "men saa maae I staae for mig, at Ingen
faaer det at see!"
Og Hofdamerne stillede sig op for hende, og saa
bredte de deres Kjoler ud, og saa fik Svinedrengen
de ti Kys og hun fik Gryden.
Naa, der blev en Fornøielse! hele Aftenen og hele
Dagen maatte Gryden koge; der var ikke een Skorsteen
i hele Byen, uden de vidste hvad der blev kogt der,
baade hos Kammerherren og hos Skomageren. Hofdamerne
dandsede og klappede i Hænderne.
"Vi veed hvem der skal have sød Suppe og
Pandekage! vi veed hvem der skal have Grød og
Karbonade! hvor det er interessant!"
"Ja, men hold reen Mund, for jeg er Keiserens
Datter!"
"Gud bevar' os!" sagde de Allesammen!
Svinedrengen, det vil sige Prindsen, men de
vidste jo ikke andet, end at han var en virkelig
Svinedreng, lod ikke Dagen gaae hen uden at han
bestilte noget, og saa gjorde han en Skralde, naar
man svingede den rundt, klang alle de Valse og
Hopsaer, man kjendte fra Verdens Skabelse.
"Men det er superb!" sagde Prindsessen, i det hun
gik forbi, "jeg har aldrig hørt en deiligere
Composition! hør! gaae ind og spørg ham, hvad det
Instrument koster: men jeg kysser ikke!"
"Han vil have hundrede Kys af Prindsessen!" sagde
Hofdamen, som havde været inde at spørge.
"Jeg troer han er gal!" sagde Prindsessen, og saa
gik hun; men da hun havde gaaet et lille Stykke, saa
blev hun staaende.
"Man maa opmuntre Kunsten!" sagde hun, "Jeg er
Keiserens Datter! Siig ham, han skal faae ti Kys
ligesom igaar, Resten kan han tage hos mine
Hofdamer!"
"Ja, men vi ville saa nødig!" sagde Hofdamerne.
"Det er Snak!" sagde Prindsessen, "og naar jeg
kan kysse ham, saa kan I ogsaa! husk paa, jeg giver
Eder Kost og Løn!" og saa maatte Hofdamen ind til
ham igjen.
"Hundrede Kys af Prindsessen," sagde han, "eller
hver beholder sit!"
"Staae for!!!" sagde hun, og saa stillede alle
Hofdamerne sig for og han kyssede da.
"Hvad kan det dog være for et Opløb dernede ved
Svinestien!" sagde Keiseren, der var traadt ud paa
Altanen; han gned sine Øine og satte Brillerne paa.
"Det er jo Hofdamerne, der ere paa Spil! jeg maa nok
ned til dem!" - og saa trak han sine Tøfler op bag
i, for det var Skoe, som han havde traadt ned.
Hille den! hvor han skyndte sig!
Saasnart han kom ned i Gaarden, gik han ganske
sagte, og Hofdamerne havde saameget at gjøre med at
tælle Kyssene, for at det kunde gaae ærligt til, at
de slet ikke mærkede Keiseren. Han reiste sig paa
Tæerne.
"Hvad for noget!" sagde han, da han saae de
kyssedes, og saa slog han dem i Hovedet med sin
Tøffel, lige i det Svinedrengen fik det sex og
fiirsindstyvende Kys. "Heraus!" sagde Keiseren, for
han var vred, og baade Prindsessen og Svinedrengen
bleve satte uden for hans Keiserrige.
Der stod hun nu og græd, Svinedrengen skjændte og
Regnen skyllede ned.
"Ak, jeg elendige Menneske!" sagde Prindsessen,
"havde jeg dog taget den deilige Prinds! ak, hvor
jeg er ulykkelig!"
Og Svinedrengen gik bag ved et Træ, tørrede det
Sorte og Brune af sit Ansigt, kastede de stygge
Klæder og traadte nu frem i sin Prindsedragt, saa
deilig, at Prindsessen maatte neie ved det.
"Jeg er kommet til at foragte Dig, Du!" sagde
han. "Du vilde ikke have en ærlig Prinds! Du forstod
Dig ikke paa Rosen og Nattergalen, men Svinedrengen
kunde du kysse for et Spilleværk! nu kan du have det
saa godt!" -
Og saa gik han ind i sit Kongerige og lukkede
Døren i for hende, saa kunde hun rigtignok synge:
"Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!"
|
