Den lille blå spand

Ude på landet, i en lille landsby ved navn Hjerm, lå der et lille hus. Det var et yndigt hus, ikke så højt og med stråtag. Muren havde en sommer gul farve, og en rød stokrose snoede sig op af den. Bag huset var der en lille have, hvor liljer og violer voksede side om side, og træerne skød op hvor det passede dem. Lidt sjusket måske, men egentlig ganske pænt. Midt i haven stod en stor eg, og i skyggen under den fyldige krone lå en lille blå spand. Det var ikke nogen særlig spand, bare en ganske almindelig plasticspand af den slags som man kan købe i supermarkedet for en slik. Det var en meget tænksom spand, som lå i græsset under egen. En meget stilfærdig og tænksom spand. Denne eftermiddag lå den lille blå spand og tænkte på hvor de alle sammen mon var henne, den syntes haven var så stille. Normalt var den ellers fyldt med lyde fra gaden, råb og latter fra børnene der legede, drønen fra bilerne på landevejen og stemmer fra de mennesker der ellers kom forbi. Men denne eftermiddag kunne man ikke høre andet end fuglenes sang og vindens susen i træerne.

Et par timer senere hørte den lille blå spand pludselig en masse stemmer. De lød glade og forventningsfulde som om der var sket noget godt. Lidt efter kom en lille dreng ind i haven. Han var ca. 7 år og ret høj af sin alder. Han var lidt buttet og havde lysebrunt hår, og egentlig havde han været ganske kedelig at se på, hvis ikke det var for øjnene. I det lille fregnede ansigt sad der et par klare brune øjne, som lyste af lykke. Den lille spand blev også glad da han så drengen, for han var dens bedste ven. Hver dag, når han kom hjem legede han med den lille blå spand, som syntes det var så sjovt. Men denne dag gik drengen lige forbi spanden uden at værdige den et blik. Den lille blå spand blev meget ked af det, og kunne ikke forstå hvorfor drengen ikke ville lege med den. Drengen gik indenfor og overlod den lille blå spand til sig selv og sine tanker. Spanden var meget bedrøvet, og endnu værre blev det da den lille dreng kom ud med en splinterny bold! Drengen tænkte kun på bolden, og den lille blå spand følte sig meget ensom. 

Sådan gik der et par dage. Hver dag når drengen kom hjem, håbede spanden på at drengen ville lege med den. Men drengen havde kun øje for sin nye bold. 

Så en dag mens den lille blå spand lå under træet og var så ulykkelig, kom drengen pludselig ud til den og tog den op. Spanden blev så glad, for den troede at drengen ville lege med den. Men i stedet blev den båret ud på ladet af en bil ude på gaden hvor der også lå en masse andet gammelt legetøj.
Spanden havde aldrig kørt i lastbil før, og havde altid gerne villet prøve, men nu da den endelig fik lov til det, havde den alt for travlt med at grunde over hvad den mon skulle til at nyde turen. 

Det var ellers et smukt landskab derude. Solen skinnede, fuglene sang, markerne strakte sig så langt øjet rakte til begge sider og de smukke vilde blomster trivedes godt i vejkanten. De kørte en times tid, og spanden var så småt begyndt at tænke på, om ikke snart de var fremme, da vognen pludselig standsede brat op. Den lille blå spand havde slet ikke lagt mærke til at de var kommet ind i en by.

Nå, men nu var de her altså, og chaufføren og de to mænd der var med, begyndte at bære legetøjet ind i det hus, de var stoppet ved. 
Den lille blå spand var rædselsslagen for hvad der ville ske nu, og den var alt andet end glad da en stor muskuløs mand kom for at tage den op. Han bar den ind i et stort rum, hvor der var så meget larm, at spanden var sikker på, at dens trommehinder var sprunget, hvis den havde haft nogen. Der var fyldt med mennesker, store og små, og den lille blå spand følte sig overbevist om, at dette var helvede eller noget lignende. Rundt omkring stod der borde med så mange forskellige ting og sager, at spanden blev helt ør i hovedet af at se på det, og over det hele var der mennesker, som gik rundt og så på tingene, eller bare stod og smilede. Manden satte den lille blå spand over på et bord tæt ved, og gik ud for at hente noget mere legetøj. Nu var spanden overladt til sig selv og alle menneskene. 

Den næste time var noget af det værste spanden havde oplevet. Larmen var øredøvende, og der kom hele tiden mennesker hen til den, tog den op, kiggede nøje på den og satte den derefter ned igen. Der hang en stank af sved og tobaksrøg i luften. Der kom alle mulige slags folk hen og kiggede på den.

Store mænd med ølmave og kæmpe tatoveringer ned af armene, gamle snobbede ægtepar, små piger som manglede en spand til deres dukker, drenge som ville opbevare snegle og orme i den eller bruge den til at slå hinanden i hovedet med eller noget endnu værre. Den lille blå spand havde efterhånden fundet ud af at den skulle med en af disse mennesker hjem, og var rædselsslagen for hvem, der ville vælge den. 

Efter en forfærdelig time, der havde været ét stort virvar af mænd og kvinder, drenge og piger og en øredøvende larm, kom der en dame hen til spanden. Hun så majestætisk ud og gik med næsen i sky. Hendes kjole var lavet af det fineste lyseblå fløjl der kunne købes for penge, og hun havde en lille parasol i den ene hånd. Hun lugtede ikke af sved, til gengæld hang der en kvalm lugt af alt for meget parfume over hende. Og hun virkede ualmindeligt streng. Den lille blå spand var med det samme klar over, at den for alt i verden ikke ville med hende hjem. Men det var ikke noget den selv bestemte, og kvinden gik direkte over til den og sagde at dén ville hun købe. Manden bag ved bordet smilede og sagde: 

"Naturligvis, fru Lünggreen, det bliver 5 kr. Tak fordi De besøgte kirkens basar." 

Kvinden betalte og tog den fortvivlede spand med sig, som nu også var ved at blive kvalt af den blødsødne lugt. 

Kvinden tog den lille blå spand med ud på gaden hvor der, i modsætning til da den kom, nu holdt en dyr limousine, mindst 7 meter lang og med den blankeste sorte farve man kunne forestille sig. Da kvinden kom hen til bilen, gav hun spanden til chaufføren, som stuvede den om i bagagerummet. 
Den lille blå spand nåede lige at få et glimt af det sted hvor kvinden skulle sidde: Et luksuriøst rum med barskab, TV og en blød divan til at sidde på.
Andet nåede den ikke at se, men den var sikker på at det kun var en lille del af det. 

Køreturen blev lang og ubehagelig. Det var mørkt og lummert i bagagerummet, og den lille blå spand tænkte, at hvis kvinden ikke undte den andet end dette, kunne hun ikke være særlig sød. Men det havde spanden nu også vidst fra starten. Da bilen endelig stoppede, var den lille spand godt forslået og lettere køresyg, og den var glad for at komme ud i den friske luft, selvom damens kvalmende parfumelugt stadigvæk var der. Hun bar spanden hen ad en lille grussti som førte til en stor herregård. Stien gik gennem en pragtfuld have, med så mange forskellige blomster og træer at den lille blå spand slet ikke kunne tælle dem. Alle andre ville have sagt "Åhh hvor er det smukt" eller "gid jeg havde sådan en have", men spanden brød sig slet ikke om det. Den kunne meget bedre lide den have den kom fra, hvor liljer og violer voksede side om side, og træerne skød op hvor det passede dem. Dette virkede for kunstigt, syntes den. Men kvinden bar den i hvert fald op til herregården og råbte med en høj og skingrende stemme: "William, her er din spand!" 

"Åh nej," tænkte spanden, "det er garanteret en eller anden forkælet lille snotunge." 

Men den dreng der kom til syne i hoveddøren så ikke ud som en forkælet lille snotunge. Han så ud til at være ca. 10 år, lidt spinkel og med lyst hår og store klare blå øjne. Det første spanden tænkte på var, at drengen var en klar modsætning til dens første ejer. Det andet den lille blå spand tænkte på var, at han egentlig så ganske sød ud. Og det var han også. Spanden og han blev bedste venner, han legede med den hver eneste dag, og selvom hans mor var nok så streng, og haven foran var nok så kunstig, fik spanden det endnu bedre end den havde haft det hos drengen med bolden, for den nye dreng, som jo for resten hed William, havde sin egen lille have med sandkasse og skovl og rive, og en masse andre sjove ting som spanden ikke vidste hvad var. 

Og i Williams have voksede liljer og violer side om side, og træerne skød op hvor det passede dem. Lidt sjusket måske, men egentlig ganske pænt

Godnat og sov godt :-)