 |


 |
 |
|
 
|
|
|
|
|
godnat historie |
Original tekst af HC
Andersen |
Nattergalen
I China veed Du jo nok
er Keiseren en Chineser, og Alle de han har om sig
ere Chinesere. Det er nu mange Aar siden, men just
derfor er det værd at høre Historien, før man
glemmer den! Keiserens Slot var det prægtigste i
Verden, ganske og aldeles af fiint Porcelain, saa
kostbart, men saa skjørt, saa vanskeligt at røre
ved, at man maatte ordentlig tage sig iagt. I Haven
saae man de forunderligste Blomster, og ved de
allerprægtigste var der bundet Sølvklokker, der
klingede, for at man ikke skulde gaae forbi uden at
bemærke Blomsten. Ja, Alting var saa udspeculeret i
Keiserens Have, og den strakte sig saa langt, at
Gartneren selv ikke vidste Enden paa den; blev man
ved at gaae, kom man i den deiligste Skov med høie
Træer og dybe Søer. Skoven gik lige ned til Havet,
der var blaat og dybt; store Skibe kunde seile lige
ind under Grenene, og i disse boede der en
Nattergal, der sang saa velsignet, at selv den
fattige Fisker, der havde saa meget andet at passe,
laae stille og lyttede, naar han om Natten var ude
at trække Fiskegarnet op og da hørte Nattergalen.
"Herre Gud, hvor det er kjønt!" sagde han, men saa
maatte han passe sine Ting og glemte Fuglen; dog
næste Nat naar den igjen sang, og Fiskeren kom
derud, sagde han det samme: "Herre Gud! hvor det dog
er kjønt!"
Fra alle Verdens Lande kom der Reisende til
Keiserens Stad, og de beundrede den, Slottet og
Haven, men naar de fik Nattergalen at høre, sagde de
Allesammen: "Den er dog det bedste!"
Og de Reisende fortalte derom, naar de kom hjem,
og de Lærde skreve mange Bøger om Byen, Slottet og
Haven, men Nattergalen glemte de ikke, den blev sat
allerøverst; og de, som kunde digte, skrev de
deiligste Digte, allesammen om Nattergalen i Skoven
ved den dybe Sø.
De Bøger kom Verden rundt, og nogle kom da ogsaa
engang til Keiseren. Han sad i sin Guldstol, læste
og læste, hvert Øieblik nikkede han med Hovedet, thi
det fornøiede ham at høre de prægtige Beskrivelser
over Byen, Slottet og Haven. "Men Nattergalen er dog
det allerbedste!" stod der skrevet.
"Hvad for Noget!" sagde Keiseren, "Nattergalen!
den kjender jeg jo slet ikke! er her saadan en Fugl
i mit Keiserdømme, ovenikjøbet i min Have! det har
jeg aldrig hørt! saadant noget skal man læse sig
til!"
Og saa kaldte han paa sin Cavaleer, der var saa
fornem, at naar nogen, der var ringere end han,
vovede at tale til ham, eller spørge om noget, saa
svarede han ikke andet, end "P!" og det har ikke
noget at betyde.
"Her skal jo være en høist mærkværdig Fugl, som
kaldes Nattergal!" sagde Keiseren, "man siger at den
er det allerbedste i mit store Rige! hvorfor har man
aldrig sagt mig noget om den!"
"Jeg har aldrig før hørt den nævne!" sagde
Cavaleren, "den er aldrig blevet præsenteret ved
Hoffet!" -
"Jeg vil at den skal komme her i Aften og synge
for mig!" sagde Keiseren. "Der veed hele Verden hvad
jeg har, og jeg veed det ikke!"
"Jeg har aldrig før hørt den nævne!" sagde
Cavaleren, "jeg skal søge den, jeg skal finde den!"
-
Men hvor var den at finde; Cavaleren løb op og
ned af alle Trapper, gjennem Sale og Gange, ingen af
alle dem, han traf paa, havde hørt tale om
Nattergalen, og Cavaleren løb igjen til Keiseren og
sagde, at det vist maatte være en Fabel af dem, der
skrev Bøger. "Deres keiserlige Majestæt skal ikke
troe hvad der skrives! det er Opfindelser og noget,
som kaldes den sorte Kunst!"
"Men den Bog, hvori jeg har læst det," sagde
Keiseren, "er sendt mig fra den stormægtige Keiser
af Japan, og saa kan det ikke være Usandhed. Jeg vil
høre Nattergalen! den skal være her i Aften! den har
min høieste Naade! og kommer den ikke, da skal hele
Hoffet dunkes paa Maven, naar det har spiist
Aftensmad."
"Tsing-pe!" sagde Cavaleren, og løb igjen op og
ned af alle Trapper, gjennem alle Sale og Gange; og
det halve Hof løb med, for de vilde ikke gjerne
dunkes paa Maven. Der var en Spørgen efter den
mærkelige Nattergal, som hele Verden kjendte, men
Ingen ved Hoffet.
Endelig traf de en lille, fattig Pige i Kjøkkenet,
hun sagde: "O Gud, Nattergalen! den kjender jeg
godt! ja, hvor den kan synge! hver Aften har jeg Lov
til at bringe lidt af Levningerne fra Bordet hjem
til min stakkels syge Moder, hun boer nede ved
Stranden, og naar jeg saa gaaer tilbage, er træt og
hviler i Skoven, saa hører jeg Nattergalen synge!
jeg faaer Vandet i Øinene derved, det er ligesom om
min Moder kyssede mig!"
"Lille Kokkepige!" sagde Cavaleren, "jeg skal
skaffe hende fast Ansættelse i Kjøkkenet og Lov til
at see Keiseren spise, dersom hun kan føre os til
Nattergalen, for den er tilsagt til i Aften!" -
Og saa droge de Allesammen ud i Skoven, hvor
Nattergalen pleiede at synge; det halve Hof var med.
Som de allerbedst gik, begyndte en Ko at brøle.
"O!" sagde Hofjunkerne, "nu har vi den! det er
dog en mærkelig Kraft i et saadant lille Dyr! jeg
har ganske bestemt hørt den før!"
"Nei, det er Køerne, som brøle!" sagde den lille
Kokkepige, "vi ere endnu langt fra Stedet!"
Frøerne qvækkede nu i Kjæret.
"Deiligt!" sagde den chinesiske Slotsprovst, "nu
hører jeg hende, det er ligesom smaa Kirkeklokker!"
"Nei, det er Frøerne!" sagde den lille Kokkepige.
"Men nu tænker jeg snart vi hører den!"
Saa begyndte Nattergalen at synge.
"Den er det," sagde den lille Pige, "hør! hør! og
der sidder den!" og saa pegede hun paa en lille,
graa Fugl oppe i Grenene.
"Er det muligt!" sagde Cavaleren, "saaledes havde
jeg nu aldrig tænkt mig den! hvor den seer simpel
ud! den har vist mistet Couleur over at see saa
mange fornemme Mennesker hos sig!"
"Lille Nattergal!" raabte den lille Kokkepige
ganske høit, "vor naadige Keiser vil saa gjerne, at
De skal synge for ham!"
"Med største Fornøielse!" sagde Nattergalen og
sang, saa at det var en Lyst.
"Det er ligesom Glasklokker!" sagde Cavaleren,
"og see den lille Strube, hvor den bruger sig! det
er mærkværdigt vi aldrig har hørt den før! den vil
gjøre en stor succÅs ved Hoffet!"
"Skal jeg synge endnu engang for Keiseren?"
spurgte Nattergalen, der troede at Keiseren var med.
"Min fortræffelige lille Nattergal!" sagde
Cavaleren, "jeg har den store Glæde at skulle
tilsige Dem til en Hoffest i Aften, hvor De vil
fortrylle han høie keiserlige Naade med Deres
charmante Sang!"
"Den tager sig bedst ud i det Grønne!" sagde
Nattergalen, men den fulgte dog gjerne med, da den
hørte, at Keiseren ønskede det.
Paa Slottet var der ordentligt pudset op! Vægge
og Gulv, der var af Porcelain, skinnede ved mange
tusinde Guldlamper! de deiligste Blomster, som ret
kunde klinge, vare stillede op i Gangene; der var en
Løben og en Trækvind, men saa klang just alle
Klokkerne, man kunde ikke høre Ørelyd.
Midt inde i den store Sal, hvor Keiseren sad, var
der stillet en Guldpind, og paa den skulde
Nattergalen sidde; hele Hoffet var der, og den lille
Kokkepige havde faaet Lov til at staae bag ved
Døren, da hun nu havde Titel af virkelig Kokkepige.
Alle vare de i deres største Pynt, og alle saae de
paa den lille graae Fugl, som Keiseren nikkede til.
Og Nattergalen sang saa deiligt, at Keiseren fik
Taarer i Øinene, Taarerne trillede ham ned over
Kinderne, og da sang Nattergalen endnu smukkere, det
gik ret til Hjertet; og Keiseren var saa glad, og
han sagde, at Nattergalen skulde have hans
Guldtøffel at bære om Halsen. Men Nattergalen
takkede, den havde allerede faaet Belønning nok.
"Jeg har seet Taarer i Øinene paa Keiseren, det
er mig den rigeste Skat! en Keisers Taarer har en
forunderlig Magt! Gud veed, jeg er nok belønnet!" og
saa sang den igjen med sin søde, velsignede Stemme.
"Det er det elskeligste Koketteri jeg kjender!"
sagde Damerne rundtom, og saa toge de Vand i Munden
for at klukke, naar nogen talte til dem: de troede
da ogsaa at være Nattergaler; ja Laqvaierne og
Kammerpigerne lode mælde, at ogsaa de vare
tilfredse, og det vil sige meget, thi de ere de
allervanskeligste at gjøre tilpas. Jo, Nattergalen
gjorde rigtignok Lykke!
Den skulde nu blive ved Hoffet, have sit eget
Buur, samt Frihed til at spadsere ud to Gange om
Dagen og een Gang om Natten. Den fik tolv Tjenere
med, alle havde de et Silkebaand om Benet paa den og
holdt godt fast. Der var slet ingen Fornøielse ved
den Tour.
Hele Byen talte om den mærkværdige Fugl, og mødte
to hinanden, saa sagde den Ene ikke andet end: "Nat-!"
og den Anden sagde "gal!" og saa sukkede de og
forstode hinanden, ja elleve Spekhøkerbørn bleve
opkaldte efter den, men ikke een af dem havde en
Tone i Livet. -
En Dag kom en stor Pakke til Keiseren, udenpaa
stod skrevet: Nattergal.
"Der har vi nu en ny Bog om vor berømte Fugl!"
sagde Keiseren; men det var ingen Bog, det var et
lille Kunststykke der laae i en Æske, en kunstig
Nattergal, der skulde ligne den levende, men var
overalt besat med Diamanter, Rubiner og Saphirer;
saasnart man trak Kunstfuglen op, kunde den synge et
af de Stykker, den virkelige sang, og saa gik Halen
op og ned og glindsede af Sølv og Guld. Om Halsen
hang et lille Baand, og paa det stod skrevet: "Keiseren
af Japans Nattergal er fattig imod Keiserens af
China."
"Det er deiligt!" sagde de allesammen, og den,
som havde bragt den kunstige Fugl, fik strax Titel
af Over-keiserlig-nattergale-bringer.
"Nu maae de synge sammen! hvor det vil blive en
Duet!"
Og saa maatte de synge sammen, men det vilde ikke
rigtig gaae, thi den virkelige Nattergal sang paa
sin Maneer, og Kunstfuglen gik paa Valser; "den har
ingen Skyld," sagde Spillemesteren, "den er særdeles
taktfast og ganske af min Skole!" Saa skulde
Kunstfuglen synge alene. - Den gjorde ligesaa megen
Lykke som den virkelige, og saa var den jo ogsaa saa
meget mere nydelig at see paa: den glimrede som
Armbaand og Brystnaale.
Tre og tredive Gange sang den eet og det samme
Stykke, og den var dog ikke træt; Folk havde gjerne
hørt den forfra igjen, men Keiseren meente, at nu
skulde ogsaa den levende Nattergal synge lidt - -
men hvor var den? Ingen havde bemærket, at den var
fløiet ud af det aabne Vindue, bort til sine grønne
Skove.
"Men hvad er dog det for noget!" sagde Keiseren;
og alle Hoffolkene skjændte og meente, at
Nattergalen var et høist utaknemmeligt Dyr. "Den
bedste Fugl have vi dog!" sagde de, og saa maatte
igjen Kunstfuglen synge, og det var den fire og
tredivte Gang de fik det samme Stykke, men de kunde
det ikke heelt endnu, for det var saa svært, og
Spillemesteren roste saa overordentlig Fuglen, ja
forsikkrede, at den var bedre end den virkelige
Nattergal, ikke blot hvad Klæderne angik og de mange
deilige Diamanter, men ogsaa indvortes.
"Thi seer De, mine Herskaber, Keiseren fremfor
Alle! hos den virkelige Nattergal kan man aldrig
beregne, hvad der vil komme, men hos Kunstfuglen er
Alt bestemt! saaledes bliver det og ikke anderledes!
man kan gjøre rede for det, man kan sprætte den op
og vise den menneskelige Tænkning, hvorledes
Valserne ligge, hvorledes de gaae, og hvordan det
ene følger af det andet -!"
"Det er ganske mine Tanker!" sagde de Allesammen,
og Spillemesteren fik Lov til, næste Søndag, at
holde Fuglen frem for Folket; de skulde ogsaa høre
den synge, sagde Keiseren; og de hørte den, og de
bleve saa fornøiede, som om de havde drukket sig
lystige i Theevand, for det er nu saa ganske
chinesisk, og Alle sagde da "o!" og stak i Veiret
den Finger, man kalder "Slikpot," og saa nikkede de;
men de fattige Fiskere, som havde hørt den virkelige
Nattergal, sagde: "det klinger smukt nok, det ligner
ogsaa, men der mangler noget, jeg veed ikke hvad!"
Den virkelige Nattergal var forviist fra Land og
Rige.
Kunstfuglen havde sin Plads paa en Silkepude tæt
ved Keiserens Seng; alle de Presenter, den havde
faaet, Guld og Ædelstene, laae rundt omkring den, og
i Titel var den steget til "Høikeiserlig
Natbord-Sanger," i Rang Nummer eet til venstre Side,
for Keiseren regnede den Side for at være mest
fornem, paa hvilken Hjertet sad, og Hjertet sidder
til Venstre ogsaa hos en Keiser. Og Spillemesteren
skrev fem og tyve Bind om Kunstfuglen, det var saa
lærd og saa langt, og med de allersværeste
chinesiske Ord, saa alle Folk sagde, at de havde
læst og forstaaet det, for ellers havde de jo været
dumme og vare da blevne dunkede paa Maven.
Saaledes gik der et heelt Aar; Keiseren, Hoffet
og alle de andre Chinesere kunde udenad hvert lille
kluk i Kunstfuglens Sang, men just derfor syntes de
nu allerbedst om den; de kunde selv synge med, og
det gjorde de. Gadedrengene sang "zizizi!
klukklukkluk!" og Keiseren sang det -! jo det var
bestemt deiligt!
Men en Aften, som Kunstfuglen bedst sang, og
Keiseren laae i Sengen og hørte paa den, sagde det
"svup!" inden i Fuglen; der sprang noget: "surrrrrr!"
alle Hjulene løb rundt, og saa stod Musiken.
Keiseren sprang strax ud af Sengen og lod sin
Livlæge kalde, men hvad kunde han hjælpe! saa lod de
Uhrmageren hente, og efter megen Tale og megen
Seenefter, fik han Fuglen nogenlunde istand, men han
sagde, at der maatte spares meget paa den, thi den
var saa forslidt i Tapperne og det var ikke muligt
at sætte nye, saaledes at det gik sikkert med
Musikken. Det var en stor Bedrøvelse! kun een Gang
om Aaret turde man lade Kunstfuglen synge, og det
var strængt nok endda; men saa holdt Spillemesteren
en lille Tale med de svære Ord og sagde, at det var
ligesaa godt, som før, og saa var det ligesaa godt
som før.
Nu vare fem Aar gaaet, og hele Landet fik en
rigtig stor Sorg, thi de holdt i Grunden Allesammen
af deres Keiser; nu var han syg og kunde ikke leve,
sagde man, en ny Keiser var allerede valgt, og Folk
stode ude paa Gaden og spurgte Cavaleren hvorledes
det var med deres Keiser.
"P!" sagde han og rystede med Hovedet.
Kold og bleg laae Keiseren i sin store, prægtige
Seng, hele Hoffet troede ham død, og enhver af dem
løb hen for at hilse paa den nye Keiser;
Kammertjenerne løbe ud for at snakke om det, og
Slotspigerne havde stort Caffeselskab. Rundtom i
alle Sale og Gange var lagt Klæde, for at man ikke
skulde høre Nogen gaae, og derfor var der saa
stille, saa stille. Men Keiseren var endnu ikke død;
stiv og bleg laae han i den prægtige Seng med de
lange Fløielsgardiner og de tunge Guldqvaste; høit
oppe stod et Vindue aabent, og Maanen skinnede ind
paa Keiseren og Kunstfuglen.
Den stakkels Keiser kunde næsten ikke trække
Veiret, det var ligesom om der sad noget paa hans
Bryst; han slog Øinene op, og da saae han, at det
var Døden, der sad paa hans Bryst og havde taget
hans Guldkrone paa, og holdt i den ene Haand
Keiserens Guldsabel, i den anden hans prægtige Fane;
og rundtom i Folderne af de store Fløiels
Sengegardiner stak der forunderlige Hoveder frem,
nogle ganske fæle, andre saa velsignede milde: det
var alle Keiserens onde og gode Gjerninger, der saae
paa ham, nu da Døden sad paa hans Hjerte:
"Husker Du det?" hviskede den ene efter den
anden. "Husker Du det!" og saa fortalte de ham saa
meget, saa at Sveden sprang ham ud af Panden.
"Det har jeg aldrig vidst!" sagde Keiseren;
"Musik, Musik, den store chinesiske Tromme!" raabte
han, "at jeg dog ikke skal høre alt det, de sige!"
Og de bleve ved, og Døden nikkede ligesom en
Chineser ved alt, hvad der blev sagt.
"Musik, Musik!" skreg Keiseren. "Du lille
velsignede Guldfugl! syng dog, syng! jeg har givet
Dig Guld og Kostbarheder, jeg har selv hængt Dig min
Guldtøffel om Halsen, syng dog, syng!"
Men Fuglen stod stille, der var Ingen til at
trække den op, og ellers sang den ikke; men Døden
blev ved at see paa Keiseren med sine store, tomme
Øienhuler, og der var saa stille, saa skrækkeligt
stille.
Da lød i det samme, tæt ved Vinduet, den
deiligste Sang: det var den lille, levende
Nattergal, der sad paa Grenen udenfor; den havde
hørt om sin Keisers Nød, og var derfor kommet at
synge ham Trøst og Haab; og alt som den sang, bleve
Skikkelserne mere og mere blege, Blodet kom raskere
og raskere i Gang i Keiserens svage Lemmer, og Døden
selv lyttede og sagde: "bliv ved lille Nattergal!
bliv ved!"
"Ja vil Du give mig den prægtige Guldsabel! ja
vil Du give mig den rige Fane! vil Du give mig
Keiserens Krone!"
Og Døden gav hvert Klenodie for en Sang, og
Nattergalen blev ved endnu at synge, og den sang om
den stille Kirkegaard, hvor de hvide Roser groe,
hvor Hyldetræet dufter, og hvor det friske Græs
vandes af de Efterlevendes Taarer; da fik Døden
Længsel efter sin Have og svævede, som en kold, hvid
Taage, ud af Vinduet.
"Tak, Tak!" sagde Keiseren, "Du himmelske lille
Fugl, jeg kjender Dig nok! Dig har jeg jaget fra mit
Land og Rige! og dog har Du sjunget de onde Syner
fra min Seng, faaet Døden fra mit Hjerte! Hvorledes
skal jeg lønne Dig?"
"Du har lønnet mig!" sagde Nattergalen, "jeg har
faaet Taarer af Dine Øine første Gang jeg sang, det
glemmer jeg Dig aldrig! det er de Juveler, der gjør
et Sanger-Hjerte godt -! men sov nu og bliv frisk og
stærk! jeg skal synge for Dig!"
Og den sang - og Keiseren faldt i en sød Søvn,
saa mild og velgjørende var Søvnen.
Solen skinnede ind af Vinduerne til ham, da han
vaagnede styrket og sund; ingen af hans Tjenere vare
endnu komne tilbage, thi de troede, han var død, men
Nattergalen sad endnu og sang.
"Altid maa Du blive hos mig!" sagde Keiseren, "Du
skal kun synge, naar Du selv vil, og Kunstfuglen
slaaer jeg i tusinde Stykker."
"Gjør ikke det!" sagde Nattergalen, "den har jo
gjort det Gode, den kunde! behold den som altid! jeg
kan ikke bygge og boe paa Slottet, men lad mig
komme, naar jeg selv har Lyst, da vil jeg om Aftenen
sidde paa Grenen der ved Vinduet og synge for Dig,
at Du kan blive glad og tankefuld tillige! jeg skal
synge om de Lykkelige, og om dem, som lide! jeg skal
synge om Ondt og Godt, der rundtom Dig holdes
skjult! den lille Sangfugl flyver vidt omkring til
den fattige Fisker, til Bondemandens Tag, til hver,
der er langt fra Dig og Dit Hof! jeg elsker Dit
Hjerte meer end Din Krone, og dog har Kronen en Duft
af noget Helligt om sig! - jeg kommer, jeg synger
for Dig! - men eet maa Du love mig!" -
- "Alt!" sagde Keiseren, og stod der i sin
keiserlige Dragt, som han selv havde iført sig og
holdt Sabelen, der var tung af Guld, op mod sit
Hjerte.
"Eet beder jeg Dig om! fortæl Ingen, at Du har en
lille Fugl, der siger Dig Alt, saa vil det gaae
endnu bedre!"
Og da fløi Nattergalen bort.
Tjenerne kom ind for at see til deres døde
Keiser; - - jo der stode de, og Keiseren sagde: "god
Morgen!"
Godnat og sov godt |
|
|
læs
tidligere godnat historier << |
 |
 |
Phistermedister Postboks 16,
2000 Frederiksberg tlf. +45 26 800 833 |
 |
|
 |