Hyrdinden og Skorstensfejeren
Har Du nogensinde
set et rigtig gammelt Træskab, ganske sort af
Alderdom og skåret ud med Snirkler og Løvværk? Just
sådant et stod der i en Dagligstue, der var arvet
fra Oldemoder, og udskåret med Roser og Tulipaner
fra øverst til nederst; der vare de underligste
Snirkler og mellem dem stak små Hjorte Hovedet frem
med mange Takker, men midt på Skabet stod snittet en
hel Mand, han var rigtignok grinagtig at se på og
grine gjorde han, man kunde ikke kalde det at Le,
han havde Gjedebukkebeen, smaa Horn i Panden og et
langt Skjæg. Børnene i Stuen kaldte ham altid
Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigskommandeersergeanten,
for det var et svært Navn at sige, og der ere ikke
mange der faae den Titel; men at lade ham skjære ud
det var ogsaa noget. Dog nu var han der jo! altid
saae han hen til Bordet under Speilet, for der stod
en yndig lille Hyrdinde af Porcelain; Skoene vare
forgyldte, Kjolen nydelig hæftet op med en rød Rose
og saa havde hun Guldhat og Hyrdestav; hun var
deilig. Tæt ved hende stod en lille Skorsteensfeier,
saa sort som et Kul, men iøvrigt ogsaa af Porcelain;
han var ligesaa reen og peen som nogen Anden, at han
var Skorsteensfeier, det var jo bare noget han
forestillede, Porcelainsmageren kunde ligesaa godt
have gjort en Prinds af ham, for det var eet!
Der stod han med
sin Stige saa nydeligt, og med et Ansigt, saa hvidt
og rødt, som en Pige og det var egentligt en Feil,
for lidt sort kunde han gjerne have været. Han stod
ganske nær ved Hyrdinden; de vare begge to stillede
hvor de stode, og da de nu vare stillede, saa havde
de forlovet sig, de passede jo for hinanden, de vare
unge Folk, de vare af samme Porcelain og begge lige
skrøbelige.
Tæt ved dem stod der nok en Dukke, der var tre
Gange større, det var en gammel Chineser, som kunde
nikke; han var ogsaa af Porcelain og sagde at han
var Bedstefader til den lille Hyrdinde, men det
kunde han nok ikke bevise, han paastod at han havde
Magt over hende, og derfor havde han nikket til
Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigscommandeersergeanten,
der friede til den lille Hyrdinde.
"Der faaer Du en Mand," sagde den gamle Chineser,
"en Mand, som jeg næsten troer er af Mahognitræ, han
kan gjøre Dig til
Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigscommandeersergeantinde,
han har hele Skabet fuldt af Sølvtøj, foruden hvad
han har i de hemmelige Gjemmer!"
"Jeg vil ikke ind i det mørke Skab!" sagde den
lille Hyrdinde, "jeg har hørt sige, at han har
derinde elleve Porcelains Koner!" -
"Saa kan Du være den tolvte!" sagde Chineseren, "inat,
saasnart det knager i det gamle Skab, skal I have
Bryllup, saasandt som jeg er en Chineser!" og saa
nikkede han med Hovedet og faldt i Søvn.
Men den lille Hyrdinde græd og saae paa sin
Hjertensallerkjæreste, den Porcelains
Skorsteensfeier.
"Jeg troer jeg vil bede Dig," sagde hun, "at Du
vil gaae med mig ud i den vide Verden, for her kunne
vi ikke blive!"
"Jeg vil alt hvad Du vil!" sagde den lille
Skorsteensfeier, "lad os strax gaae, jeg tænker nok
jeg kan ernære Dig ved Professionen!"
"Bare vi vare vel nede af Bordet!" sagde hun,
"jeg bliver ikke glad før vi ere ude i den vide
Verden!"
Og han trøstede hende og viste hvor hun skulde
sætte sin lille Fod paa de udskaarne Kanter og det
forgyldte Løvværk ned om Bordbenet, sin Stige tog
han ogsaa til Hjælp og saa vare de nede paa Gulvet,
men da de saae hen til det gamle Skab, var der
saadant et Røre; alle de udskaarne Hjorte stak
Hovederne længere frem, reiste Takkerne og dreiede
med Halsen;
Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigscommandeersergeanten
sprang høit i Veiret, og raabte over til den gamle
Chineser, "nu løbe de! nu løbe de!"
Da bleve de lidt forskrækkede, og sprang gesvindt
op i Skuffen til Forhøiningen.
Her laae tre, fire Spil Kort, som ikke vare
complette og et lille Dukke-Theater, der var reist
op, saa godt det lod sig gjøre; der blev spillet
Komedie og alle Damerne, baade Ruder og Hjerter,
Kløver og Spader, sade i første Række og viftede sig
med deres Tulipan og bag ved dem stode alle Knægtene
og viste at de havde Hoved, baade foroven og
forneden, saaledes som Spille-Kort have det.
Komedien handlede om to, som ikke maatte faae
hinanden, og Hyrdinden græd derover, for det var
ligesom hendes egen Historie.
"Det kan jeg ikke holde ud!" sagde hun. "Jeg maa
op af Skuffen!" men da de kom paa Gulvet og saae op
til Bordet, saa var den gamle Chineser vaagnet, og
rokkede med hele Kroppen, han var jo en Klump
forneden!
"Nu kommer den gamle Chineser!" skreg den lille
Hyrdinde og saa faldt hun lige ned paa sine
Porcelains Knæe, saa bedrøvet var hun.
"Jeg faaer en Tanke," sagde Skorsteensfeieren,
"skulle vi krybe ned i den store Potpourrikrukke der
staaer i Krogen, der kunne vi ligge paa Roser og
Lavendler og kaste ham Salt i Øinene naar han
kommer."
"Det kan ikke forslaae!" sagde hun, "desuden veed
jeg at gamle Chineser og Potpourrikrukken have været
forlovede og der bliver altid lidt Godhed tilbage
naar man saaledes har staaet i Forhold! nei der er
ikke andet for end at gaae ud i den vide Verden!"
"Har Du virkelig Mod til at gaae med mig ud i den
vide Verden?" spurgte Skorsteensfeieren. "Har Du
betænkt hvor stor den er, og at vi aldrig mere kunne
kommer her tilbage!"
"Det har jeg!" sagde hun.
Og Skorsteensfeieren saae ganske stivt paa hende
og saa sagde han: "Min Vei gaaer gjennem Skorstenen!
har Du virkelig Mod til at krybe med mig gjennem
Kakkelovnen baade gjennem Tromlen og Røret? saa
komme vi ud i Skorstenen og der forstaaer jeg at
bruge mig! vi stige saa høit at de ikke kunne naae
os, og øverst oppe er der et Hul ud til den vide
Verden!"
Og han førte hende hen til Kakkelovns-Døren.
"Der seer sort ud!" sagde hun, men hun gik dog
med ham, baade gjennem Tromlen og gjennem Røret,
hvor der var den bælmørke Nat.
"Nu ere vi i Skorstenen!" sagde han, "og see! see!
ovenover skinner den deiligste Stjerne!"
Og det var en virkelig Stjerne paa Himmelen, der
skinnede lige ned til dem, ligesom om den vilde vise
dem Veien. Og de kravlede og de krøb, en gruelig Vei
var det, saa høit, saa høit; men han løftede og
lettede, han holdt hende og viste de bedste Steder
hvor hun skulde sætte sine smaa Porcelains Fødder og
saa naaede de lige op til Skorsteens-Randen og paa
den satte de sig, for de vare rigtignok trætte og
det kunde de ogsaa være.
Himlen med alle sine Stjerner vare oven over, og
alle Byens Tage neden under; de saae saa vidt
omkring, saa langt ud i Verden; den stakkels
Hyrdinde havde aldrig tænkt sig det saaledes, hun
lagde sit lille Hoved op til sin Skorsteensfeier og
saa græd hun, saa at Guldet sprang af hendes
Livbaand.
"Det er altfor meget!" sagde hun. "Det kan jeg
ikke holde ud! Verden er altfor stor! gid jeg var
igjen paa det lille Bord under Speilet! jeg bliver
aldrig glad før jeg er der igjen! nu har jeg fulgt
Dig ud til den vide Verden, nu kan Du gjerne følge
mig hjem igjen, dersom Du holder noget af mig!"
Og Skorsteensfeiren talte fornuftig for hende,
talte om gamle Chineser og om
Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigscommandeersergeanten,
men hun hulkede saa gruelig, og kyssede sin lille
Skorsteensfeier, saa han kunde ikke andet end føie
hende, skjøndt det var galt.
Og sa kravlede de igjen med stor Besværlighed ned
af Skorstenen, og de krøb gjennem Tromlen og Røret,
det var slet ikke rart, og saa stode de i den mørke
Kakkelovn; der lurede de bag Døren for at faae at
vide, hvorledes det stod til i Stuen. Der var ganske
stille; de kigede ud - ak, der laae midt paa Gulvet
den gamle Chineser, han var faldet ned af Bordet, da
han vilde efter dem og laae slaaet i tre Stykker;
hele Ryggen var gaaet af i een Stump og Hovedet laae
trillet hen i en Krog;
Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigscommandeersergeanten
stod hvor han altid havde staaet og tænkte over.
"Det er grueligt!" sagde den lille Hyrdinde,
"gamle Bedstefader er slaaet i Stykker, og vi ere
Skyld deri! det kan jeg aldrig overleve!" og saa
vred hun sine smaa bitte Hænder.
"Han kan klinkes endnu!" sagde Skorsteensfeieren.
"Han kan meget godt klinkes! - Vær bare ikke saa
heftig! naar de lime ham i Ryggen og give ham en god
Klinke i Nakken, saa vil han være saa god som ny
igjen og kan sige os mange Ubehageligheder!"
"Troer Du?" sagde hun. Og saa krøb de op igjen
paa Bordet hvor de før havde staaet.
"See saa langt kom vi!" sagde Skorsteensfeieren,
"der kunde vi have sparet os al den Uleilighed!"
"Bare vi havde den gamle Bedstefader klinket!"
sagde Hyrdinden. "Kan det være saa dyrt?"
Og klinket blev han; Familien lod ham lime i
Ryggen, han fik en god Klinke i Halsen, han var saa
god som ny, men nikke kunde han ikke.
"De er nok bleven hovmodig, siden De har været
slaaet istykker!" sagde
Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigscommandeersergeanten,
"jeg synes dog ikke, at det er noget at være saa
forfærdeligt af! skal jeg have hende eller skal jeg
ikke have hende?"
Og Skorsteensfeieren og den lille Hyrdinde saae
saa rørende paa den gamle Chineser, de vare saa
bange han skulde nikke, men han kunde ikke og det
var ham ubehageligt at fortælle til en Fremmed, at
han havde bestandig en Klinke i Nakken, og saa bleve
de Porcelains Folk sammen og de velsignede
Bedstefaders Klinke og holdt af hinanden til de gik
i Stykker.
Godnat og sov godt