 |


 |
 |
|
 
|
|
|
|
|
godnat historie |
af
HC Andersen |
Keiserens nye Klæder
For mange Aar siden levede en Keiser, som holdt saa
uhyre meget af smukke nye Klæder, at han gav alle
sine Penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig
ikke om sine Soldater, brød sig ei om Comedie eller
om at kjøre i Skoven, uden alene for at vise sine
nye Klæder. Han havde en Kjole for hver Time paa
Dagen, og ligesom man siger om en Konge, han er i
Raadet, saa sagde man altid her: "Keiseren er i
Garderoben!" -
I den store Stad, hvor han boede, gik det meget
fornøieligt til, hver Dag kom der mange Fremmede,
een Dag kom der to Bedragere; de gave sig ud for at
være Vævere og sagde, at de forstode at væve det
deiligste Tøi, man kunde tænke sig. Ikke alene
Farverne og Mønstret var noget usædvanligt smukt,
men de Klæder, som blev syeede af Tøiet, havde den
forunderlige Egenskab at de blev usynlige for
ethvert Menneske, som ikke duede i sit Embede, eller
ogsaa var utilladelig dum.
"Det var jo nogle deilige Klæder," tænkte
Keiseren; "ved at have dem paa, kunde jeg komme
efter, hvilke Mænd i mit Rige der ikke due til det
Embede de have, jeg kan kjende de kloge fra de
dumme! ja det Tøi maa strax væves til mig!" og han
gav de to Bedragere mange Penge paa Haanden, for at
de skulde begynde paa deres Arbeide.
De satte ogsaa to Væverstole op, lode som om de
arbeidede, men de havde ikke det mindste paa Væven.
Rask væk forlangte de den fineste Silke, og det
prægtigste Guld; det puttede de i deres egen Pose og
arbeidede med de tomme Væve, og det til langt ud paa
Natten.
"Nu gad jeg nok vide, hvor vidt de ere med
Tøiet!" tænkte Keiseren, men han var ordentligt lidt
underlig om Hjertet ved at tænke paa, at den, som
var dum, eller slet passede til sit Embede, ikke
kunde see det, nu troede han nok, at han ikke
behøvede at være bange for sig selv, men han vilde
dog sende nogen først for at see, hvorledes det stod
sig. Alle Mennesker i hele Byen vidste, hvilken
forunderlig Kraft Tøiet havde, og alle vare
begjærlige efter at see, hvor daarlig eller dum hans
Naboe var.
"Jeg vil sende min gamle ærlige Minister hen til
Væverne!" tænkte Keiseren, "han kan bedst see,
hvorledes Tøiet tager sig ud, for han har Forstand,
og ingen passer sit Embede bedre end han!" -
Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen,
hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme
Væve. "Gud bevar' os!" tænkte den gamle Minister og
spilede Øinene op! "jeg kan jo ikke se noget!" Men
det sagde han ikke.
Begge Bedragere bad ham være saa god at træde
nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt Mønster
og deilige Farver. Saa pegede de paa den tomme Væv,
og den stakkels gamle Minister blev ved at spile
Øinene op, men han kunde ikke see noget, for der var
ingen Ting. "Herre Gud!" tænkte han, "skulde jeg
være dum! Det har jeg aldrig troet, og det maa ingen
Mennesker vide! skulde jeg ikke due til mit Embede?
Nei det gaaer ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke
kan see Tøiet!"
"Naa, de siger ikke noget om det!" sagde den ene,
som vævede!
"O det er nydeligt! ganske allerkjæreste!" sagde
den gamle Minister og saae igjennem sine Briller,
"dette Mønster og disse Farver! - ja, jeg skal sige
Keiseren, at det behager mig særdeles!"
"Naa det fornøier os!" sagde begge Væverne, og nu
nævnede de Farverne ved Navn og det sælsomme
Mønster. Den gamle Minister hørte godt efter, for at
han kunde sige det samme, naar han kom hjem til
Keiseren, og det gjorde han.
Nu forlangte Bedragerne flere Penge, mere Silke
og Guld, det skulde de bruge til Vævning. De stak
Alt i deres egne Lommer, paa Væven kom ikke en
Trevl, men de bleve ved, som før, at væve paa den
tomme Væv.
Keiseren sendte snart igjen en anden skikkelig
Embedsmand hen for at see, hvorledes det gik med
Vævningen, og om Tøiet snart var færdigt. Det gik
ham ligesom den anden, han saae og saae, men da der
ikke var noget uden de tomme Væve, kunde han ingen
Ting see.
"Ja, er det ikke et smukt Stykke Tøi!" sagde
begge Bedragerne og viste og forklarede det deilige
Mønster, som der slet ikke var.
"Dum er jeg ikke!" tænkte Manden, "det er altsaa
mit gode Embede, jeg ikke duer til? Det var
løierligt nok! men det maa man ikke lade sig mærke
med!" og saa roste han Tøiet, han ikke saae, og
forsikrede dem sin Glæde over de skjønne Couleurer
og det deilige Mønster. "Ja det er ganske
allerkjæreste!" sagde han til Keiseren.
Alle Mennesker i Byen talte om det prægtige Tøi.
Nu vilde da Keiseren selv see det, medens det
endnu var paa Væven. Med en heel Skare af udsøgte
Mænd, mellem hvilke de to gamle skikkelige
Embedsmænd vare, som før havde været der, gik han
hen til begge de listige Bedragere, der nu vævede af
alle Kræfter, men uden Trevl eller Traad.
"Ja er det ikke magnifique!" sagde begge de
skikkelige Embedsmænd. "Vil deres Majestæt see,
hvilket Mønster, hvilke Farver!" og saa pegede de
paa den tomme Væv, thi de troede, de andre vistnok
kunde see Tøiet.
"Hvad for noget!" tænkte Keiseren, "jeg seer
ingen Ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? duer
jeg ikke til at være Keiser? Det var det
skrækkeligste, som kunde arrivere mig! "O det er
meget smukt!" sagde Keiseren, "det har mit
allerhøieste Bifald!" og han nikkede tilfreds og
betragtede den tomme Væv; han vilde ikke sige, at
han ingen Ting kunde see. Hele Følget, han havde med
sig, saae og saae, men fik ikke mere ud af det, end
alle de Andre, men de sagde ligesom Keiseren, "o det
er meget smukt!" og de raadede ham at tage disse
nye, prægtige Klæder paa første Gang, ved den store
Procession, som forestod. "Det er magnifique!
nysseligt, excellent!" gik det fra Mund til Mund, og
man var allesammen saa inderligt fornøiede dermed.
Keiseren gav hver af Bedragerne et Ridderkors til at
hænge i Knaphullet og Titel af Vævejunkere.
Hele Natten før den Formiddag Processionen skulde
være, sad Bedragerne oppe og havde over sexten Lys
tændte. Folk kunde see, de havde travlt med at faae
Keiserens nye Klæder færdige. De lode, som de toge
Tøiet af Væven, de klippede i Luften med store Saxe,
de syede med Syenaal uden Traad og sagde tilsidst:
"see nu er Klæderne færdige!"
Keiseren, med sine fornemste Cavalerer, kom selv
derhen og begge Bedragerne løftede den ene Arm i
Veiret ligesom om de holdt noget og sagde: "see her
er Beenklæderne! her er Kjolen! her Kappen!" og
saaledes videre fort. "Det er saa let, som
Spindelvæv! man skulde troe man havde ingen Ting paa
Kroppen, men det er just Dyden ved det!"
"Ja!" sagde alle Cavalererne, men de kunde ingen
Ting see, for der var ikke noget.
"Vil nu deres keiserlige Majestæt allernaadigst
behage at tage deres Klæder af!" sagde Bedragerne,
"saa skal vi give dem de nye paa, herhenne foran det
store Speil!"
Keiseren lagde alle sine Klæder, og Bedragerne
bare sig ad, ligesom om de gave ham hvert Stykke af
de nye, der skulde være syede, og Keiseren vendte og
dreiede sig for Speilet.
"Gud hvor de klæde godt! hvor de sidde deiligt!"
sagde de allesammen. "Hvilket Mønster! hvilke
Farver! det er en kostbar Dragt!" -
"Uden for staae de med Thronhimlen, som skal
bæres over deres Majestæt i Processionen!" sagde
Overceremonimesteren.
"Ja jeg er jo istand!" sagde Keiseren. "Sidder
det ikke godt?" og saa vendte han sig nok engang for
Speilet! for det skulde nu lade ligesom om han ret
betragtede sin Stads.
Kammerherrerne, som skulde bære Slæbet, famlede
med Hænderne hen ad Gulvet, ligesom om de toge
Slæbet op, de gik og holdt i Luften, de turde ikke
lade sig mærke med, at de ingenting kunde see.
Saa gik Keiseren i Processionen under den deilige
Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i
Vinduerne sagde: "Gud hvor Keiserens nye Klæder ere
mageløse! hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen!
hvor den sidder velsignet!" Ingen vilde lade sig
mærke med, at han intet saae, for saa havde han jo
ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen
af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke.
"Men han har jo ikke noget paa," sagde et lille
Barn. "Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst," sagde
Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad
Barnet sagde.
"Men han har jo ikke noget paa," raabte tilsidst
hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de
havde Ret, men han tænkte som saa: "nu maa jeg holde
Processionen ud". Og Kammerherrerne gik og bar paa
Slæbet, som der slet ikke var.
|
|
|
læs flere
godnat historier >> |
 |
 |
nygade 3, 2 sal ( strøget )
1164 København K tlf. +45 26 800 833 |
 |

|
 |