 |


 |
 |
|
 
|
|
|
|
|
godnat historie |
HC Andersen |
Tinsoldaten
Der var engang fem og
tyve Tinsoldater, de vare alle Brødre, thi de vare
fødte af en gammel Tinskee. Geværet holdt de i Armen
og Ansigtet satte de lige ud; rød og blaa, nok saa
deilig var Uniformen. Det Allerførste, de hørte i
denne Verden, da Laaget blev taget af Æsken, hvori
de laae, var det Ord: "Tinsoldater!" det raabte en
lille Dreng og klappede i Hænderne; han havde faaet
dem, for det var hans Geburtsdag, og stillede dem nu
op paa Bordet. Den ene Soldat lignede livagtig den
anden, kun en eneste var lidt forskjellig; han havde
eet Been, thi han var blevet støbt sidst, og saa var
der ikke Tin nok; dog stod han ligesaa fast paa sit
ene, som de andre paa deres to, og det er just ham,
som bliver mærkværdig.
Paa Bordet, hvor de
blev stillede op, stod meget andet Legetøi; men
det, som faldt meest i Øinene, var et nydeligt Slot
af Papir. Gjennem de smaa Vinduer kunde man see lige
ind i Salene. Udenfor stode smaa Træer, rundtom et
lille Speil, der skulde see ud som en Sø; Svaner af
Vox svømmede derpaa og speilede sig. Det var
altsammen nydeligt, men det Nydeligste blev dog en
lille Jomfru, som stod midt i den aabne Slotsdør;
hun var ogsaa klippet ud af Papir, men hun havde et
Skjørt paa af det klareste Linon og et lille smalt
blaat Baand over Skulderen ligesom et Gevandt; midt
i det sad en skinnende Paillette, lige saa stor som
hele hendes Ansigt. Den lille Jomfru strakte begge
sine Arme ud, for hun var en Dandserinde, og saa
løftede hun sit ene Been saa høit i Veiret, at
Tinsoldaten slet ikke kunde finde det og troede, at
hun kun havde eet Been ligesom han.
"Det var en Kone for mig!" tænkte han; "men hun
er noget fornem, hun boer i et Slot, jeg har kun en
Æske, og den ere vi fem og tyve om, det er ikke et
Sted for hende! dog jeg maa see at gjøre
Bekjendtskab!" og saa lagde han sig saa lang han var
bag en Snuustobaksdaase, der stod paa Bordet; der
kunde han ret see paa den lille fine Dame, som blev
ved at staae paa eet Been, uden at komme ud af
Balancen.
Da det blev ud paa Aftenen, kom alle de andre
Tinsoldater i deres Æske og Folkene i Huset gik til
Sengs. Nu begyndte Legetøiet at lege, baade at komme
Fremmede, føre Krig og holde Bal; Tinsoldaterne
raslede i Æsken, for de vilde være med, men de kunde
ikke faae Laaget af. Nøddeknækkeren slog Kaalbøtter,
og Griffelen gjorde Commers paa Tavlen; det var et
Spektakel saa Kanarifuglen vaagnede, og begyndte at
snakke med, og det paa Vers. De to eneste, som ikke
rørte sig af Stedet, var Tinsoldaten og den lille
Dandserinde; hun holdt sig saa rank paa Taaspidsen
og begge Armene udad; han var ligesaa standhaftig
paa sit ene Been, hans Øine kom ikke et Øieblik fra
hende.
Nu slog Klokken tolv, og klask, der sprang Laaget
af Snuustobaksdaasen, men der var ingen Tobak i, nei,
men en lille sort Trold, det var saadant et
Kunststykke.
"Tinsoldat!" sagde Trolden, "vil Du holde dine
Øine hos Dig selv!"
Men Tinsoldaten lod, som han ikke hørte det.
"Ja bi til imorgen!" sagde Trolden.
Da det nu blev Morgen, og Børnene kom op, blev
Tinsoldaten stillet hen i Vinduet, og enten det nu
var Trolden eller Trækvind, ligemed eet fløi Vinduet
op og Soldaten gik ud paa Hovedet fra tredie Sal.
Det var en skrækkelig Fart, han vendte Benet lige
iveiret, og blev staaende paa Kaskjetten, med
Bajonetten nede imellem Brostenene.
Tjenestepigen og den lille Dreng kom strax ned,
for at søge; men skjøndt de vare færdig ved at træde
paa ham, kunde de dog ikke see ham. Havde
Tinsoldaten raabt: her er jeg! saa havde de nok
fundet ham, men han fandt det ikke passende at
skrige høit, da han var i Uniform.
Nu begyndte det at regne, den ene Draabe faldt
tættere end den anden, det blev en ordentlig Skylle;
da den var forbi, kom der to Gadedrenge.
"Sei Du!" sagde den ene, "der ligger en
Tinsoldat! han skal ud at seile!"
Og saa gjorde de en Baad af en Avis, satte
Tinsoldaten midt i den, og nu seilede han ned af
Rendestenen; begge Drengene løb ved Siden og
klappede i Hænderne. Bevar os vel! hvilke Bølger der
gik i Rendestenen, og hvilken Strøm der var; ja det
havde da ogsaa skylregnet. Papiirsbaaden vippede op
og ned, og imellem saa dreiede den saa gesvindt, saa
det dirrede i Tinsoldaten; men han blev standhaftig,
forandrede ikke en Mine, saae lige ud og holdt
Geværet i Armen.
Lige med eet drev Baaden ind under et langt
Rendesteens-Bræt; der blev lige saa mørkt, som om
han var i sin Æske.
"Hvor mon jeg nu kommer hen", tænkte han, "ja,
ja, det er Troldens Skyld! Ak sad dog den lille
Jomfru her i Baaden, saa maatte her gjerne være
eengang saa mørkt endnu!"
I det samme kom der en stor Vandrotte, som boede
under Rendesteens-Brættet.
"Har Du Pas?" spurgte Rotten. "Hid med Passet!"
Men Tinsoldaten taug stille og holdt endnu
fastere paa Geværet. Baaden foer afsted og Rotten
bag efter. Hu! hvor den skar Tænder, og raabte til
Pinde og Straa:
"Stop ham! stop ham! han har ikke betalt Told!
han har ikke viist Pas!"
Men Strømmen blev stærkere og stærkere!
Tinsoldaten kunde allerede øine den lyse Dag foran
hvor Brættet slap, men han hørte ogsaa en brusende
Lyd, der nok kunde gjøre en tapper Mand forskrækket;
tænk dog, Rendestenen styrtede, hvor Brættet endte,
lige ud i en stor Canal, det vilde være for ham lige
saa farligt, som for os at seile ned af et stort
Vandfald.
Nu var han allerede saa nær derved, at han ikke
kunde standse. Baaden foer ud, den stakkels
Tinsoldat holdt sig saa stiv han kunde, ingen skulde
sige ham paa, at han blinkede med Øinene. Baaden
snurrede tre fire Gange rundt, og var fyldt med Vand
lige til Randen, den maatte synke; Tinsoldaten stod
i Vand til Halsen og dybere og dybere sank Baaden,
mere og mere løste Papiret sig op; nu gik Vandet
over Soldatens Hoved, - da tænkte han paa den lille
nydelige Dandserinde, som han aldrig mere skulde
faae at see; og det klang for Tinsoldatens Øre:
"Fare, Fare,
Krigsmand!
Døden skal Du lide!"
Nu gik Papiret itu, og Tinsoldaten styrtede
igjennem - men blev i det samme slugt af en stor
Fisk.
Nei, hvor var det mørkt derinde! der var endnu
værre, end under Rendesteens-Brættet, og saa var der
saa snevert; men Tinsoldaten var standhaftig, og
laae saa lang han var med Geværet i Armen. -
Fisken foer omkring, den gjorde de
allerforfærdeligste Bevægelser; endelig blev den
ganske stille, der foer som en Lynstraale gjennem
den. Lyset skinnede ganske klart og een raabte høit:
"Tinsoldat!" Fisken var blevet fanget, bragt paa
Torvet, solgt og kommet op i Kjøkkenet, hvor Pigen
skar den op med en stor Kniv. Hun tog med sine to
Fingre Soldaten midt om Livet og bar ham ind i
Stuen, hvor de Allesammen vilde see saadan en
mærkværdig Mand, der havde reist om i Maven paa en
Fisk; men Tinsoldaten var slet ikke stolt. De
stillede ham op paa Bordet og der - nei, hvor det
kan gaae underligt til i Verden! Tinsoldaten var i
den selvsamme Stue, han havde været i før, han saae
de selvsamme Børn og Legetøiet stod paa Bordet; det
deilige Slot med den nydelige lille Dandserinde; hun
holdt sig endnu paa det ene Been og havde det andet
høit i Veiret, hun var ogsaa standhaftig; det rørte
Tinsoldaten, han var færdig ved at græde Tin, men
det passede sig ikke. Han saae paa hende og hun saae
paa ham, men de sagde ikke noget.
I det samme tog den ene af Smaadrengene og
kastede Soldaten lige ind i Kakkelovnen, og han gav
slet ingen Grund derfor; det var bestemt Trolden i
Daasen, der var Skyld deri.
Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en Hede,
der var forfærdelig, men om det var af den virkelige
Ild, eller af Kjærlighed, det vidste han ikke.
Couleurerne vare reent gaaet af ham, om det var
skeet paa Reisen eller det var af Sorg, kunde ingen
sige. Han saae paa den lille Jomfru, hun saae paa
ham, og han følte han smeltede, men endnu stod han
standhaftig med Geværet i Armen. Da gik der en Dør
op, Vinden tog i Dandserinden og hun fløi ligesom en
Sylphide lige ind i Kakkelovnen til Tinsoldaten,
blussede op i Lue og var borte; saa smeltede
Tinsoldaten til en Klat, og da Pigen Dagen efter tog
Asken ud, fandt hun ham som et lille Tinhjerte; af
Dandserinden derimod var der kun Pailletten, og den
var brændt kulsort
Godnat og sov godt :) |
|
|
læs
tidligere godnat historier << |
 |
 |
Phistermedister Postboks 16,
2000 Frederiksberg tlf. +45 26 800 833 |
 |
|
 |