 |


 |
 |
|
 
|
|
|
|
|
godnat historie |
af
HC Andersen |
Tommelise
Der var engang en Kone, som saa gjerne vilde have
sig et lille bitte Barn, men hun vidste slet ikke,
hvor hun skulde faae et fra; saa gik hun hen til en
gammel Hex og sagde til hende: "Jeg vilde saa
inderlig gjerne have et lille Barn, vil Du ikke sige
mig, hvor jeg dog skal faae et fra?"
"Jo, det skal vi nok komme ud af!" sagde Hexen.
"Der har Du et Bygkorn, det er slet ikke af den
Slags, som groer paa Bondemandens Mark, eller som
Hønsene faae at spise, læg det i en Urtepotte, saa
skal Du faae noget at see!"
"Tak skal Du have!" sagde Konen og gav Hexen tolv
Skilling, gik saa hjem, plantede Bygkornet, og strax
voxte der en deilig stor Blomst op, den saae ganske
ud, som en Tulipan, men Bladene lukkede sig tæt
sammen, ligesom om den endnu var i Knop.
"Det er en nydelig Blomst!" sagde Konen, og
kyssede den paa de smukke røde og gule Blade, men
lige i det hun kyssede, gav Blomsten et stort Knald,
og aabnede sig. Det var en virkelig Tulipan, kunde
man nu see, men midt inde i Blomsten, paa den grønne
Stol, sad der en lille bitte Pige, saa fiin og
nydelig, hun var ikke uden en Tomme lang, og derfor
kaldtes hun Tommelise.
En nydelig lakeret Valdnødskal fik hun til Vugge,
blaa Violblade vare hendes Matrasser og et Rosenblad
hendes Overdyne; der sov hun om Natten, men om Dagen
legede hun paa Bordet, hvor Konen havde sat en
Tallerken, som hun havde lagt en heel Krands om med
Blomster, der stak deres Stilke ned i Vandet; her
flød et stort Tulipanblad, og paa dette maatte
Tommelise sidde og seile fra den ene Side af
Tallerkenen til den anden; hun havde to hvide
Hestehaar at roe med. Det saae just deiligt ud. Hun
kunde ogsaa synge, o saa fint og nydeligt, som man
aldrig her har hørt. -
En Nat, som hun laae i sin smukke Seng, kom der
en hæslig Skruptudse hoppende ind af Vinduet; der
var en Rude itu. Skruptudsen var saa styg, stor og
vaad, den hoppede lige ned paa Bordet, hvor
Tommelise laae og sov under det røde Rosenblad.
"Det var en deilig Kone til min Søn!" sagde
Skruptudsen, og saa tog hun fat i Valdnødskallen,
hvor Tommelise sov, og hoppede bort med hende
gjennem Ruden, ned i Haven.
Der løb en stor, bred Aa; men lige ved Bredden
var det sumpet og muddret; her boede Skruptudsen med
sin Søn. Uh! han var ogsaa styg og fæl, lignede
ganske sin Moder: "koax, koax, brekke-ke-kex!" det
var alt hvad han kunde sige, da han saae den
nydelige lille Pige i Valdnødskallen.
"Snak ikke saa høit, for ellers vaagner hun!"
sagde den gamle Skruptudse, "hun kunde endnu løbe
fra os, for hun er saa let, som et Svaneduun! vi
ville sætte hende ud i Aaen paa et af de brede
Aakandeblade, det er for hende, der er saa let og
lille, ligesom en Ø! der kan hun ikke løbe bort,
mens vi gjøre Stadsestuen istand nede ved Mudderet,
hvor I skulle boe og bygge!"
Ude i Aaen voxte der saa mange Aakander med de
brede grønne Blade, der see ud som de flyde oven paa
Vandet; det Blad, som var længst ude, var ogsaa det
allerstørste; der svømmede den gamle Skruptudse ud
og satte Valdnødskallen med Tommelise.
Den lillebitte Stakkel vaagnede ganske tidlig om
Morgenen, og da hun saae, hvor hun var, begyndte hun
saa bitterligt at græde, for der var Vand paa alle
Sider af det store grønne Blad, hun kunde slet ikke
komme i Land.
Den gamle Skruptudse sad nede i Mudderet og
pyntede sin Stue op med Siv og gule Aaknappe, - der
skulde være rigtigt net for den nye Svigerdatter, -
svømmede saa med den stygge Søn ud til Bladet, hvor
Tommelise stod, de vilde hente hendes pæne Seng, den
skulde sættes op i Brudekammeret, før hun selv kom
der. Den gamle Skruptudse neiede saa dybt i Vandet
for hende og sagde: "her skal Du see min Søn, han
skal være Din Mand, og I skal boe saa deiligt nede i
Mudderet!"
"Koax, koax! brekkekekex!" det var Alt, hvad
Sønnen kunde sige.
Saa toge de den nydelige lille Seng og svømmede
bort med den, men Tommelise sad ganske alene og græd
paa det grønne Blad, for hun vilde ikke boe hos den
fæle Skruptudse eller have hendes hæslige Søn til
sin Mand. De smaa Fiske, som svømmede nede i Vandet,
havde nok seet Skruptudsen og hørt hvad hun sagde,
derfor stak de Hovederne op, de vilde dog see den
lille Pige. Saa snart de fik hende at see, fandt de
hende saa nydelig, og det gjorde dem saa ondt, at
hun skulde ned til den stygge Skruptudse. Nei, det
skulde aldrig skee. De flokkede sig nede i Vandet
rundt om den grønne Stilk, der holdt Bladet, hun
stod paa, gnavede med Tænderne Stilken over, og saa
flød Bladet ned af Aaen, bort med Tommelise,
langtbort, hvor Skruptudsen ikke kunde komme.
Tommelise seilede forbi saa mange Stæder, og de
smaa Fugle sad i Buskene, saae hende og sang
"hvilken nydelig lille Jomfrue!" Bladet med hende
svømmede længer og længer bort; saaledes reiste
Tommelise udenlands.
En nydelig lille hvid Sommerfugl blev ved at
flyve rundt omkring hende, og satte sig tilsidst ned
paa Bladet, for den kunde saa godt lide Tommelise,
og hun var saa fornøiet, for nu kunde Skruptudsen
ikke naae hende og der var saa deiligt, hvor hun
seilede; Solen skinnede paa Vandet, det var ligesom
det deiligste Guld. Saa tog hun sit Livbaand, bandt
den ene Ende om Sommerfuglen, den anden Ende af
Baandet satte hun fast i Bladet; det gled da meget
hurtigere afsted og hun med, for hun stod jo paa
Bladet.
I det samme kom der en stor Oldenborre flyvende,
den fik hende at see og i Øieblikket slog den sin
Klo om hendes smækre Liv og fløi op i Træet med
hende, men det grønne Blad svømmede ned af Aaen og
Sommerfuglen fløi med, for han var bundet til Bladet
og kunde ikke komme løs.
Gud, hvor den stakkels Tommelise blev
forskrækket, da Oldenborren fløi op i Træet med
hende, men hun var dog allermeest bedrøvet for den
smukke, hvide Sommerfugl, hun havde bundet fast til
Bladet; dersom han nu ikke kunde komme løs, maatte
han jo sulte ihjel. Men det brød Oldenborren sig
ikke noget om. Den satte sig med hende paa det
største, grønne Blad i Træet, gav hende det Søde af
Blomsterne at spise og sagde, at hun var saa
nydelig, skjøndt hun slet ikke lignede en
Oldenborre. Siden kom alle de andre Oldenborrer, der
boede i Træet, og gjorde Visit; de saae paa
Tommelise, og Frøken-Oldenborrerne trak paa
Følehornene og sagde: "hun har dog ikke mere end to
Been, det seer ynkeligt ud. Hun har ingen Følehorn!"
sagde den anden. "Hun er saa smækker i Livet, fy!
hun seer ud ligesom et Menneske! Hvor hun er styg!"
sagde alle Hun-Oldenborrerne, og saa var Tommelise
dog saa nydelig; det syntes ogsaa den Oldenborre,
som havde taget hende, men da alle de andre sagde,
hun var hæslig, saa troede han det tilsidst ogsaa og
ville slet ikke have hende; hun kunde gaae, hvor hun
vilde. De fløi ned af Træet med hende og satte hende
paa en Gaaseurt; der græd hun, fordi hun var saa
styg, at Oldenborrerne ikke vilde have hende, og saa
var hun dog den deiligste, man kunde tænke sig, saa
fiin og klar som det skjønneste Rosenblad.
Hele Sommeren igjennem levede den stakkels
Tommelise ganske alene i den store Skov. Hun
flettede sig en Seng af Græsstraa og hang den under
et stort Skræppeblad, saa kunde det ikke regne paa
hende; hun pillede det Søde af Blomsterne og spiste,
og drak af Duggen, der hver Morgen stod paa Bladene;
saaledes gik Sommer og Efteraar, men nu kom
Vinteren, den kolde, lange Vinter. Alle Fuglene, der
havde sjunget saa smukt for hende, fløi deres Vei,
Træerne og Blomsterne visnede, det store
Skræppeblad, hun havde boet under, rullede sammen og
blev kun en guul, vissen Stilk, og hun frøs saa
forskrækkeligt, for hendes Klæder vare itu og hun
var selv saa fiin og lille, den stakkels Tommelise,
hun maatte fryse ihjel. Det begyndte at snee og hver
Sneefnug, der faldt paa hende, var, som naar man
kaster en heel Skuffe fuld paa os, thi vi ere store
og hun var kun en Tomme lang. Saa svøbte hun sig ind
i et vissent Blad, men det vilde ikke varme, hun
rystede af Kulde.
Tæt udenfor Skoven, hvor hun nu var kommet, laae
en stor Kornmark, men Kornet var forlænge siden
borte, kun de nøgne, tørre Stubbe stode op af den
frosne Jord. De vare ligesom en heel Skov for hende
at gaae imellem, o, hun rystede saadan af Kulde. Saa
kom hun til Markmusens Dør. Den var et lille Hul
inde under Korn-Stubbene. Der boede Markmusen luunt
og godt, havde hele Stuen fuld af Korn, et deiligt
Kjøkken og Spiiskammer. Den stakkels Tommelise
stillede sig indenfor Døren, ligesom en anden fattig
Tiggerpige og bad om et lille Stykke af et Bygkorn,
for hun havde i to Dage ikke faaet det mindste at
spise.
"Din lille Stakkel!" sagde Markmusen, for det var
igrunden en god gammel Markmuus, "kom Du ind i min
varme Stue og spiis med mig!"
Da hun nu syntes godt om Tommelise, sagde hun:
"Du kan gjerne blive hos mig i Vinter, men Du skal
holde min Stue pæn reen og fortælle mig Historier,
for dem holder jeg meget af," og Tommelise gjorde,
hvad den gode, gamle Markmuus forlangte og havde det
da grumme godt.
"Nu faae vi nok snart Besøg!" sagde Markmusen,
"min Naboe pleier hver Ugesdag at besøge mig. Han
sidder bedre endnu inden Vægge, end jeg; har store
Sale og gaaer med saadan en deilig, sort
Fløielspels! bare Du kunde faae ham til Mand, saa
var Du godt forsørget; men han kan ikke see. Du maa
fortælle ham de nydeligste Historier, Du veed!"
Men det brød Tommelise sig ikke om, hun vilde
slet ikke have Naboen, for han var en Muldvarp. Han
kom og gjorde Visit i sin sorte Fløielspels, han var
saa riig og saa lærd, sagde Markmusen, hans
Huusleilighed var ogsaa over tyve Gange større, end
Markmusens, og Lærdom havde han, men Solen og de
smukke Blomster kunde han slet ikke lide, dem
snakkede han ondt om, for han havde aldrig seet dem.
Tommelise maatte synge og hun sang baade "Oldenborre
flyv, flyv!" og "Munken gaaer i Enge," saa blev
Muldvarpen forliebt i hende, for den smukke Stemmes
Skyld, men han sagde ikke noget, han var saadan en
sindig Mand. -
Han havde nylig gravet sig en lang Gang gjennem
Jorden fra sit til deres Huus, i den fik Markmusen
og Tommelise Lov til at spadsere, naar de vilde. Men
han bad dem ikke blive bange for den døde Fugl, som
laae i Gangen; det var en heel Fugl med Fjær og Næb,
der vist var død for ganske nylig, da Vinteren
begyndte, og nu gravet ned, just hvor han havde
gjort sin Gang.
Muldvarpen tog et Stykke Trøske i Munden, for det
skinner jo ligesom Ild i Mørke, og gik saa foran og
lyste for dem i den lange, mørke Gang; da de saa
kom, hvor den døde Fugl laae, satte Muldvarpen sin
brede Næse mod Loftet og stødte Jorden op, saa der
blev et stort Hul, som Lyset kunde skinne igjennem.
Midt paa Gulvet laae en død Svale, med de smukke
Vinger trykkede fast ind om Siderne, Benene og
Hovedet trukne ind under Fjedrene; den stakkels Fugl
var bestemt død af Kulde. Det gjorde Tommelise saa
ondt for den, hun holdt saa meget af alle de smaa
Fugle, de havde jo hele Sommeren sjunget og qviddret
saa smukt for hende, men Muldvarpen stødte til den
med sine korte Been og sagde: "Nu piber den ikke
meer! det maa være ynkeligt at blive født til en
lille Fugl! Gud skee Lov, at ingen af mine Børn
blive det; saadan en Fugl har jo ingen Ting uden sit
Quivit og maa sulte ihjel til Vinteren!"
"Ja, det maa I, som en fornuftig Mand, nok sige,"
sagde Markmusen. "Hvad har Fuglen for al sit Quivit,
naar Vinteren kommer? Den maa sulte og fryse; men
det skal vel ogsaa være saa stort!"
Tommelise sagde ikke noget, men da de to andre
vendte Ryggen til Fuglen, bøiede hun sig ned, skjød
Fjedrene tilside, der laae over dens Hoved, og
kyssede den paa de lukkede Øine. "Maaskee var det
den, som sang saa smukt for mig i Sommer," tænkte
hun, "hvor den skaffede mig megen Glæde, den kjære,
smukke Fugl!"
Muldvarpen stoppede nu Hullet til, som Dagen
skinnede igjennem, og fulgte saa Damerne hjem. Men
om Natten kunde Tommelise slet ikke sove, saa stod
hun op af sin Seng og flettede af Hø et stort smukt
Teppe, og det bar hun ned og bredte rundt om den
døde Fugl, lagde blød Bomuld, hun havde fundet i
Markmusens Stue, paa Siderne af Fuglen, for at den
kunde ligge varmt i den kolde Jord.
"Farvel Du smukke lille Fugl!" sagde hun, "Farvel
og Tak for din deilige Sang i Sommer, da alle
Træerne vare grønne og Solen skinnede saa varmt paa
os!" Saa lagde hun sit Hoved op til Fuglens Bryst,
men blev i det samme ganske forskrækket, thi det var
ligesom noget bankede der indenfor. Det var Fuglens
Hjerte. Fuglen var ikke død, den laae i Dvale, og
var nu bleven opvarmet og fik Liv igjen.
Om Efteraaret saa flyve alle Svalerne bort til de
varme Lande, men er der een der forsinker sig, saa
fryser den saaledes, at den falder ganske død ned,
bliver liggende, hvor den falder, og den kolde Snee
lægger sig ovenover.
Tommelise rystede ordentligt, saa forskrækket var
hun blevet, for Fuglen var jo en stor, stor en imod
hende, der kun var en Tomme lang, men hun tog dog
Mod til sig, lagde Bomulden tættere om den stakkels
Svale, og hentede et Krusemynteblad, hun selv havde
havt til Overdyne, og lagde det over Fuglens Hoved.
Næste Nat listede hun sig igjen ned til den, og
da var den ganske levende, men saa mat, den kunde
kun et lille Øieblik lukke sine Øine op og see
Tommelise, der stod med et Stykke Trøske i Haanden,
for anden Lygte havde hun ikke.
"Tak skal Du have, Du nydelige lille Barn!" sagde
den syge Svale til hende, "jeg er blevet saa deilig
opvarmet! snart faaer jeg mine Kræfter og kan flyve
igjen, ude i det varme Solskin!"
"O!" sagde hun, "det er saa koldt udenfor, det
sneer og fryser! bliv Du i din varme Seng, jeg skal
nok pleie Dig!"
Hun bragte da Svalen Vand i et Blomsterblad, og
den drak og fortalte hende, hvorledes den havde
revet sin ene Vinge paa en Tornebusk og kunde derfor
ikke flyve saa stærkt, som de andre Svaler, som da
fløi bort, langt bort til de varme Lande. Den var da
tilsidst faldet ned paa Jorden, men mere kunde den
ikke huske, og vidste slet ikke, hvorledes den var
kommet her.
Hele Vinteren blev den nu hernede og Tommelise
var god imod den og holdt saa meget af den; hverken
Muldvarpen eller Markmusen fik det mindste at vide
derom, for de kunde jo ikke lide den stakkels
fattige Svale.
Saasnart Foraaret kom og Solen varmede ind i
Jorden, sagde Svalen Farvel til Tommelise, der
aabnede Hullet, som Muldvarpen havde gjort ovenover.
Solen skinnede saa deiligt ind til dem, og Svalen
spurgte, om hun ikke vilde følge med, hun kunde
sidde paa dens Ryg, de vilde flyve langt ud i den
grønne Skov. Men Tommelise vidste, det vilde bedrøve
den gamle Markmuus, om hun saaledes forlod hende.
"Nei, jeg kan ikke!" sagde Tommelise. "Farvel,
farvel! Du gode nydelige Pige!" sagde Svalen og fløi
ud i Solskinnet. Tommelise saae efter den, og Vandet
kom i hendes Øine, for hun holdt saa meget af den
stakkels Svale. "Qvivit! qvivit!" sang Fuglen og
fløi ind i den grønne Skov. -
Tommelise var saa bedrøvet. Hun fik slet ikke Lov
at komme ud i det varme Solskin; Kornet, der var
saaet paa Ageren, henover Markmusens Huus, voxte
ogsaa høit op i Veiret, det var en heel tyk Skov for
den stakkels lille Pige, som jo kun var en Tomme
lang.
"Nu skal Du i Sommer sye paa dit Udstyr!" sagde
Markmusen til hende, for nu havde Naboen, den
kjedelige Muldvarp i den sorte Fløielspels, friet
til hende. "Du skal have baade Uldent og Linned! Du
skal have at sidde og ligge paa, naar Du bliver
Muldvarpens Kone!"
Tommelise maatte spinde paa Haandteen, og
Markmusen leiede fire Ædderkoppe til at spinde og
væve Nat og Dag. Hver Aften gjorde Muldvarpen Visit
og snakkede da altid om, at naar Sommeren fik Ende,
saa skinnede Solen ikke nær saa varmt, den brændte
jo nu Jorden fast, som en Steen; ja naar Sommeren
var ude, saa skulde Brylluppet staae med Tommelise;
men hun var slet ikke fornøiet, for hun holdt ikke
noget af den kjedelige Muldvarp. Hver Morgen, naar
Solen stod op, og hver Aften, naar den gik ned,
listede hun sig ud i Døren og naar saa Vinden skilte
Toppene af Kornet ad, saa at hun kunde see den blaa
Himmel, tænkte hun paa, hvor lyst og smukt der var
herude, og ønskede saameget, at hun igjen maatte
faae den kjære Svale at see; men den kom aldrig
mere, den fløi vist langt borte i den smukke grønne
Skov.
Da det nu blev Efteraar, havde Tommelise hele sit
Udstyr færdigt.
"Om fire Uger skal Du have Bryllup!" sagde
Markmusen til hende. Men Tommelise græd og sagde,
hun vilde ikke have den kjedelige Muldvarp.
"Snik snak!" sagde Markmusen, "gjør Dig ikke
obsternasig, for ellers skal jeg bide Dig med min
hvide Tand! Det er jo en deilig Mand, Du faaer! hans
sorte Fløielspels har Dronningen selv ikke Mage til!
Han har baade i Kjøkken og Kjælder. Tak Du Gud for
ham!"
Saa skulde de have Bryllup. Muldvarpen var
allerede kommet, for at hente Tommelise; hun skulde
boe med ham, dybt nede under Jorden, aldrig komme ud
i den varme Sol, for den kunde han ikke lide. Det
stakkels Barn var saa bedrøvet, hun skulde nu sige
den smukke Sol farvel, som hun dog hos Markmusen
havde faaet Lov at see paa i Døren.
"Farvel, Du klare Sol!" sagde hun og rakte Armene
høit op i Veiret, gik ogsaa en lille Smule udenfor
Markmusens Huus; thi nu var Kornet høstet, og her
stod kun de tørre Stubbe. "Farvel, farvel!" sagde
hun og slog sine smaa Arme om en lille rød Blomst,
der stod. "Hils den lille Svale fra mig, dersom Du
faaer den at see!"
"Qvivit, qvivit!" sagde det i det samme over
hendes Hoved; hun saae op, det var den lille Svale,
der just kom forbi. Saasnart den saae Tommelise,
blev den saa fornøiet; hun fortalte den, hvor nødig
hun vilde have den stygge Muldvarp til Mand, og at
hun saa skulde boe dybt under Jorden, hvor aldrig
Solen skinnede. Hun kunde ikke lade være at græde
derved.
"Nu kommer den kolde Vinter," sagde den lille
Svale, "jeg flyver langt bort til de varme Lande,
vil Du følge med mig? Du kan sidde paa min Ryg! bind
Dig kun fast med dit Livbaand, saa flyve vi bort fra
den stygge Muldvarp og hans mørke Stue, langt bort
over Bjergene til de varme Lande, hvor Solen skinner
smukkere end her, hvor der altid er Sommer og
deilige Blomster. Flyv kun med mig, Du søde lille
Tommelise, som har reddet mit Liv, da jeg laae
forfrossen i den mørke Jordkjelder!"
"Ja, jeg vil følge med Dig!" sagde Tommelise, og
satte sig op paa Fuglens Ryg, med Fødderne paa dens
udbredte Vinge, bandt sit Belte fast i een af de
stærkeste Fjær og saa fløi Svalen høit op i Luften,
over Skov og over Sø, høit op over de store Bjerge,
hvor der altid ligger Snee, og Tommelise frøs i den
kolde Luft, men saa krøb hun ind under Fuglens varme
Fjær og stak kun det lille Hoved frem for at see al
den Deilighed under sig.
Saa kom de til de varme Lande. Der skinnede Solen
meget klarere end her, Himlen var to Gange saa høi
og paa Grøfter og Gjærder voxte de deiligste grønne
og blaa Viindruer. I Skovene hang Citroner og
Appelsiner, her duftede af Myrther og Krusemynter,
og paa Landeveien løb de nydeligste Børn og legede
med store brogede Sommerfugle. Men Svalen fløi endnu
længer bort, og det blev smukkere og smukkere. Under
de deiligste grønne Træer ved den blaae Søe, stod et
skinnende hvidt Marmorslot, fra de gamle Tider,
Viinrankerne snoede sig op om de høie Piller; der
øverst oppe vare mange Svalereder, og i en af disse
boede Svalen, som bar Tommelise. -
"Her er mit Huus!" sagde Svalen; "men vil Du nu
selv søge Dig een af de prægtige Blomster ud, som
groe dernede, saa skal jeg sætte Dig der og Du skal
faae det saa nydeligt, Du vil ønske det!"
"Det var deiligt!" sagde hun, og klappede med de
smaa Hænder.
Der laae en stor hvid Marmorsøile, som var faldet
om paa Jorden og knækket i tre Stykker, men mellem
disse voxte de smukkeste store hvide Blomster.
Svalen fløi ned med Tommelise og satte hende paa et
af de brede Blade; men hvor forundret blev hun ikke!
der sad en lille Mand midt i Blomsten, saa hvid og
gjennemsigtig, som han var af Glas; den nydeligste
Guldkrone havde han paa Hovedet og de deiligste
klare Vinger paa Skuldrene, selv var han ikke større
end Tommelise. Han var Blomstens Engel. I hver
Blomst boede der saadan en lille Mand eller Kone,
men denne var Konge over dem allesammen.
"Gud, hvor han er smuk!" hvidskede Tommelise til
Svalen. Den lille Prinds blev saa forskrækket for
Svalen, thi den var jo en heel Kjæmpefugl imod ham,
der var saa lille og fiin, men da han saae
Tommelise, blev han saa glad, hun var den
allersmukkeste Pige, han endnu havde seet. Derfor
tog han sin Guldkrone af sit Hoved og satte paa
hendes, spurgte, hvad hun hed og om hun vilde være
hans Kone, saa skulde hun blive Dronning over alle
Blomsterne! Ja det var rigtignok en Mand,
anderledes, end Skruptudsens Søn og Muldvarpen med
den sorte Fløielspels. Hun sagde derfor ja til den
deilige Prinds og fra hver Blomst kom en Dame eller
Herre, saa nydelig, det var en Lyst, hver bragte
Tommelise en Present, men den bedste af alle var et
Par smukke Vinger af en stor hvid Flue; de bleve
hæftede paa Tommelises Ryg og saa kunde hun ogsaa
flyve fra Blomst til Blomst; der var saadan en Glæde
og den lille Svale sad oppe i sin Rede og sang for
dem, saa godt den kunde, men i Hjertet var den dog
bedrøvet, for den holdt saa meget af Tommelise og
vilde aldrig have været skilt fra hende.
"Du skal ikke hedde Tommelise!" sagde Blomstens
Engel til hende, "det er et stygt Navn, og Du er saa
smuk. Vi ville kalde Dig Maja!"
"Farvel! farvel" sagde den lille Svale, og fløi
igjen bort fra de varme Lande, langt bort tilbage
til Danmark; der havde den en lille Rede over
Vinduet, hvor Manden boer, som kan fortælle Eventyr,
for ham sang den "quivit, quivit!" derfra have vi
hele Historien.
|
|
|
læs flere
godnat historier >> |
 |
 |
nygade 3, 2 sal ( strøget )
1164 København K tlf. +45 26 800 833 |
 |
|
 |