Påskehistorie
Det var sidst på vinteren. Tre blomster, en krokus, en vintergæk og en erantis havde allerede arbejdet sig op igennem den hårde jord.

Erantissen og vintergækken stod tæt ved en lærke hæk og glæde, de sig over at være til. Erantissen var ikke så lidt stolt over sin gule blomst, som næsten lignede en kongekrone på en grøn pude, og vintergækken var ikke mindre stolt over sine hvide klokker, som lyste op ved hækken.

Et stykke derfra, ovre ved husmuren, stod en krokus. Den var både violet og hvid, og også den var godt tilfreds med sine farver. Alle tre blomster kunne se hinanden og beundre hinanden. Imellem dem var der et par jordknolde, hvorfra der kom nogle grønne spirer.

“Hvad er det for spirer, som er skudt op her?” sagde vintergækken til krokussen. “Jeg ved det ikke”, svarede krokussen, “men de plejer aldrig at blive til noget særligt. Nu har jeg været fremme hvert eneste forår og aldrig set dem blive til mere.”

“Tænk ikke på det!” sagde erantissen, “de er jo kun grønne. Nej, se på mig, jeg er både grøn og gul.”

“Ak!” sagde gråspurven, der pludselig blandede sig. Den sad på et lunt sted i lærke hækken og kunne overse hele haven.

“Jeg synes nu, du mangler noget, erantis. Du mangler overblik. Du kan ikke udtrykke dig så sikkert, når du er så lille og kun er fremme en kort tid. I øvrigt skal du ikke kritisere de grønne spirer på jordknoldene. De er begyndelsen til en blomst, som vil blive meget større end både du og de andre.”

“Hvad siger du?” sagde krokussen og blandede sig i samtalen. “De underlige spirer der, er det noget særligt?”

“Vent og se!” svarede gråspurven kvikt tilbage. “Jeg har set mere af haven end dig. Når du og de andre er visnet hen, og I ikke mere kan holde jer oprejst, da er de sære grønne blade blevet til den herligste blomst, smukkere end nogen anden, ja, jeg synes den smukkeste.”

De tre blomster svarede slet ikke, for de troede ikke på gråspurven, og så var de også blevet fornærmede, og det svækkede synet.

Mange dage gik hen. Erantissen havde mistet sine gule blade og talte ikke så meget længere. Vintergækkens stængler var faldet sammen og lå ynkeligt hen over jorden med et par underlige knopper på den yderste stængel. Et haglvejr havde slået den til jorden, og den havde ikke kræfter til at rejse sig.

Krokussens blade var for længst borte. Tilbage var kun en krans af grønne stilke, så den havde ikke mere at prale af. Dens kronblade lå på jorden som et par tilfældige malerklatter.

“Nu skal I se!” sagde gråspurven glad til de tavse og afblegede blomster, “nu folder den sig ud”.

Solens stråler nåede jordknoldene og på toppen af stilkene var den smukkeste blomst, som skinnede om kap med solen. De andre blomster måtte give gråspurven ret. De kunne med deres svage øjne lige skimte den høje og herlige blomst.

Flot så det ud, men blomsten pralede ikke, den lyste blot op i haven.
Længe stod den der.

Det var som om blomsten ville bringe bud om noget stort og godt. Det var påskeliljen, og det navn fik den, fordi dens trompetformede blomst syntes at udsende nyt håb til en besynderlig verden, et håb om tilgivelse og opstandelse

SLUT