Tumling på rejse
Der var engang en skrædder, som havde en søn, der ikke var større end en tomme, og derfor blev kaldt Tomling. Men mod i brystet havde han, og en dag sagde han til sin far: “Jeg vil ud og se mig om i verden.” - “Det var ret, min søn,” sagde den gamle, tog en lang stoppenål, satte en klat lak på enden og sagde: “Der har du et sværd med på vejen.” Den lille fyr ville spise hjemme endnu en gang, før han drog af sted, og løb ud i køkkenet for at se, hvad de skulle have til middag. Gryden stod allerede på komfuret. “Hvad skal vi have at spise i dag?” spurgte Tomling. “Se selv,” svarede moderen. Tomling kravlede nu op på komfuret og kiggede ned i gryden, men strakte hals, så dampen fra gryden løftede ham op og bar ham ud igennem skorstenen. I nogen tid svævede han i luften, men omsider sank han ned på jorden. Nu var den lille ude i den vide verden, og da han havde flakket om i nogen tid, tog han tjeneste hos en skrædder, men han syntes slet ikke om den mad, han fik der. “Hvis vi ikke får noget bedre at spise,” sagde han til konen, “ skriver jeg i morgen med kridt på døren: “For mange kartofler, for lidt kød. Farvel, kartoffelkonge.” - “Hvad snakker du om, din spirrevip,” sagde konen vredt, tog en lap og slog efter ham, men han smuttede ind under et fingerbøl, og sad der og kiggede ud og rakte tunge af hende. Hun tog fingerbøllet bort og ville gribe ham, men han hoppede ind imellem lapperne, og da hun tog dem bort, sprang han ned i bordsprækken. “Æ bæ,” råbte han og stak hovedet op, og da hun ville slå ham, krøb han ned i skuffen. Langt om længe fik hun dog fat på ham og jagede ham på porten.

Den lille skrædder begyndte igen sin vandring og kom ind i en stor skov, hvor han mødte en flok røvere, som var på vej til kongens skatkammer. Da de så skrædderen, tænkte de: “Den lille fyr kan være til stor nytte for os, han kan kravle ind gennem nøglehullet. Halløj,” råbte de til ham, “du store Goliath, vil du med til kongens skattekammer? Du kan krybe derind og kaste guldet ud til os.” Tomling betænkte sig lidt, men sagde så ja og gik med dem. Da de kom til skattekammeret, undersøgte han døren for at finde en revne, han kunne slippe igennem, og til sidst fandt han en, der var bred nok. Men den ene af skildvagterne ved døren fik øje på ham og sagde til den anden: “Sikken en væmmelig edderkop. Jeg træder den ihjel.” - “Lad dog det stakkels dyr krybe,” sagde den anden, “det har jo ikke gjort dig noget.” Tomling slap da lykkelig og vel ind i værelset, lukkede vinduet op og kastede den ene daler efter den anden ud til røverne. Men allerbedst som han var i færd med det, hørte han kongen komme og gemte sig i hast i en krog. Kongen kunne nok se, at der manglede en del guld, men kunne ikke begribe, hvem der havde stjålet det, for alle låse og slåer var hele. Da han gik sin vej, sagde han til vagten: “Pas godt på. Der har været en eller anden i lag med guldet.” Da Tomling igen tog fat på sit arbejde, hørte de pengene derinde rasle, men før de fik døren lukket op, var skrædderen smuttet hen i en krog. Det var dem ikke muligt at finde nogen, og Tomling sad i sit skjul og drillede dem og råbte: “Her er jeg,” så de fløj efter lyden. Men han var for længe siden i en helt anden krog, og sådan blev han ved, til de var så trætte, at de opgav at søge videre. Så kastede han resten af pengene ud af vinduet, den sidste daler slyngede han af al magt og sprang så selv op på den og slap på den måde ud af vinduet. Røverne kunne ikke blive trætte af at rose ham og spurgte ham til sidst, om han ville være deres anfører. Tomling takkede for æren, men sagde, han ville først se sig om i verden. Derpå delte de byttet, men skrædderen tog kun et ganske lille guldstykke med sig. Det var alt, hvad han kunne bære.

Da han igen havde spændt sin kårde om livet sagde han farvel til røverne og begav sig på vej. Han tog arbejde hos nogle mestre, men det var ikke efter hans hovede, og til sidst tog han tjeneste som karl i en gæstgivergård. Men pigerne kunne ikke lide at han så let kunne komme bag på dem, uden at de mærkede det, og kunne passe på alt, hvad de gjorde, og fortælle herskabet, hvis de engang imellem stak lidt til sig. “Vi skal nok komme ham til livs,” sagde de, og aftalte, at de ville spille ham et puds. En dag, da pigen slog græs ude i haven, og Tomling sprang frem og tilbage foran hende, fik hun fat i ham, da hun samlede græsset sammen, og bandt i en fart det hele ind i et tørklæde. Derpå lagde hun det ud til køerne, og en stor sort en åd Tomling uden at gøre ham den mindste fortræd. Men han syntes slet ikke om at være i koens mave, hvor der hverken var luft eller lys. Da pigen kom for at malke den, råbte han:

“Malk nu i en fart,
Så du er færdig snart,”

men der var ingen, der hørte det. Lidt efter kom manden ind i stalden og sagde, at den sorte ko skulle slagtes. Tomling blev bange og råbte højt: “Lad mig først komme ud.” Manden hørte det nok, men vidste ikke, hvor stemmen kom fra. “Hvor er du?” spurgte han. “Jeg sidder inde i den sorte,” råbte Tomling, men manden kunne ikke forstå, hvad det skulle betyde, og gik sin vej.

Den næste morgen blev koen slagtet. Men heldigvis traf ingen af snittene Tomling. Derimod kom han ind imellem det kød, der skulle laves pølser af. Da slagteren kom til og begyndte at hakke, skreg han af alle livsens kræfter: “Ikke så dybt, ikke så dybt, jeg ligger jo hernede.” Men hakkekniven gjorde sådan et spektakel, at ingen hørte ham. Det kneb nu for den stakkels Tomling at bjærge sig, men han slap dog helskindet fra det. Enten han peb eller skreg, blev han derpå puttet i en blodpølse. Der var kun meget lidt plads til at røre sig, og så blev han ovenikøbet hængt op ved skorstenen for at tørres. Først om vinteren blev han taget ned for at spises, og nu gjaldt det om at tage sig i agt for kniven. Men lige i rette tid sprang han ud af pølsen og løb straks sin vej.

I det hus, hvor han havde lidt så meget, ville han dog ikke blive længere. Hans frihed varede imidlertid ikke længe. Ude på marken var der en ræv, der snappede ham. “Rare, lille ræv,” råbte han, så højt han kunne, “kender du mig ikke? Lad mig slippe fri igen.” - “Det kunne der være noget i,” sagde ræven, “du er dog så lille, at jeg ikke kan have videre glæde af dig. Men får jeg så alle din fars høns?” - “Det lover jeg dig,” råbte Tomling, “du skal få dem allesammen.” Ræven bar ham nu selv hjem til hans forældres hus, og da hans far så ham, blev han så glad, at han gerne gav ræven alle sine høns. “Jeg har også noget godt med til dig,” sagde Tomling og gav ham det lille guldstykke, han havde taget i skattekammeret.

“Men hvorfor gav du ræven alle de små høns?” spurgte han lidt efter. “Dit lille tossehovede,” svarede faderen og kyssede ham, “du kan da nok forstå, at du er mere værd for mig end hele min hønsegård.”

SLUT