|
godnat historie |
af
HC Andersen |
boghveden
Tidt og ofte, naar man efter et Tordenveir gaaer
forbi en Ager, hvor Boghveden groer, seer man, at
den er blevet ganske sort og afsvedet; det er
ligesom en Ildlue var gaaet hen over den, og
Bondemanden siger da: "det har faaet af Lynilden!"
men hvorfor har den faaet det? - Jeg skal fortælle,
hvad Graaspurven har sagt mig, og Graaspurven har
hørt det af et gammelt Piletræ, der stod ved en
Boghvede-Ager og staaer der endnu. Det er saadant et
ærværdigt stort Piletræ, men runkent og gammelt, det
er revnet lige midt i og der voxer Græs og
Brombær-Ranker ud af Revnen; Træet hælder for over
og Grenene hænge lige ned mod Jorden, ligesom om de
kunde være et grønt, langt Haar.
Paa alle Markerne rundt om voxte Korn, baade Rug,
Byg og Havre, ja den deilige Havre, der seer ud,
naar den er moden, ligesom en heel Mængde smaa gule
Kanarifugle paa en Green. Kornet stod saa velsignet,
og jo tungere det var des dybere bøiede det sig i
from Ydmyghed.
Men
der var ogsaa en Ager med Boghvede, og den Ager var
lige ud for det gamle Piletræ; Boghveden bøiede sig
slet ikke, som det andet Korn, den kneiste stolt og
stiv!
"Jeg
er vel saa riig, som Axet," sagde den, "jeg er
desuden meget smukkere; mine Blomster ere skjønne,
som Æbletræets Blomster, det er en Lyst at see paa
mig og mine! kjender Du nogen prægtigere end os, Du
gamle Piletræ!"
Og
Piletræet nikkede med Hovedet, ligesom det vilde
sige: "jo det gjør jeg rigtignok!" men Boghveden
struttede af bare Hovmod og sagde: "det dumme Træ,
det er saa gammelt at der voxer Græs i Maven paa
det!"
Nu
trak der et skrækkeligt ondt Veir op; alle Markens
Blomster foldede deres Blade, eller bøiede deres
fine Hoveder, mens Stormen foer hen over dem; men
Boghveden kneisede i sin Stolthed.
"Bøi dit Hoved, som vi!" sagde Blomsterne.
"Det behøver jeg slet ikke!" sagde Boghveden.
"Bøi dit Hoved, som vi!" raabte Kornet! "nu
kommer Stormens Engel flyvende! han har Vinger, der
naae oppe fra Skyerne og lige ned til Jorden, og han
hugger Dig midt over, før Du kan bede ham være Dig
naadig!"
"Ja men jeg vil ikke bøie mig!" sagde Boghveden.
"Luk
dine Blomster og bøi dine Blade!" sagde det gamle
Piletræ, "see ikke op mod Lynet, naar Skyen brister,
selv Menneskene tør det ikke, thi i Lynet kan man
see ind i Guds Himmel, men det Syn kan selv gjøre
Menneskene blinde, hvad vilde der da ikke skee med
os Jordens Væxter, vovede vi det, vi, som ere langt
ringere!"
"Langt
ringere!" sagde Boghveden. "Nu vil jeg just see ind
i Guds Himmel!" og den gjorde det i Overmod og
Stolthed. Det var, som hele Verden stod i Ildslue,
saaledes lynede det.
Da det
onde Veir siden var forbi, stod Blomster og Korn i
den stille rene Luft, saa forfriskede af Regnen, men
Boghveden var brændt kulsort i Lynet, den var nu
død, unyttig Urt paa Marken.
Og det
gamle Piletræ bevægede sine Grene i Vinden og der
faldt store Vanddraaber fra de grønne Blade, ligesom
om Træet græd, og Spurvene spurgte: "hvorfor græder
Du? her er jo saa velsignet! see hvor Solen skinner,
see hvor Skyerne gaae, kan Du mærke den Duft fra
Blomster og Buske! hvorfor græder Du, gamle
Piletræ!"
Og
Piletræet fortalte om Boghvedens Stolthed, Overmod
og Straf! den følger altid. Jeg som fortæller
Historien har hørt den af Spurvene - de fortalte mig
det en Aften, da jeg bad dem om et Eventyr.