Månedens skønne grønsager November


 

November, Rosenkål på bordet

Rosenkål er en vigtig vinterspise, og den lokale variant er tilgængelig fra november. Nogle synes, at de små, dekorative kålhoveder giver luft i maven, men det skal ikke forhindre dig i at sætte dem på bordet: de er nemlig fyldt med C-vitamin og folsyre.

Frugt; Æbler, pærer, rønnebær, tranebær, tyttebær, hasselnød.

Her lidt længere henne på æblesæsonen kan du med fordel skifte til sorter som Topaz og holsteiner Cox, som holder fint på smag og næringsstoffer, selvom de har ligget lidt på køl.


Rosenkål
Bremser betændelse

Rosenkål er på grund af den bitre smag lidt af en gyser for mange at sætte tænderne i, men den kraftige duft og smag indikerer, at der er særdeles mange sunde plantestoffer at komme efter. Forskning viser, at rosenkål ligesom rødkål kan hæmme kræftceller i at brede sig, men plantestofferne i rosenkål har også vist sig at kunne bremse betændelsestilstande i led og sener.

Sådan smager den bedst
Spis dem dampet som tilbehør til kødretter. Du kan også overhælde rosenkål med kogende vand, køle dem af, snitte dem til fine strimler og bruge dem som råkost. Rosenkål er også lækre ovnbagte med parmesan og lidt mager bacon.

Rens kålene og skær dem i halve eller både, kom dem i et ildfast fad med tætsluttende låg, tilsæt et par smørklatter og lidt salt. De skal have en time ved 125 gr.
Kender du din Rosenkål ?
En hadegrøntsag i mange danske hjem – de både lugter og smager af prut, klager ungerne. Men rosenkål smager formidabelt, når blot de tilberedes nænsomt. Ikke noget med at koge dem helt smattede og lade dem ligge og soppe i kogevandet. Rosenkål skal have bid.

I køkkenet
Rosenkål kan spises rå, fint skivet og vendt med f.eks. appelsinstykker, ristede rødder og skalotteløg. Husk en god kraftfuld dressing. Koger du dine rosenkål, skal de blot have 3 minutter, svinges i lidt olivenolie, krydres med salt og peber og dryppes med frisk citronsaft. Og så klæder det rosenkålens let bitre smag at få følgeskab af noget sødme, f.eks. honning eller fugtsaft. Når du skal gøre rosenkål klar, giver du dem et rent snit i enden og piller de yderste grove blade af.

I maven
Rosenkål har et stort indhold af antioxidanter og vitaminerne B, C og E. Indeholder også gode mineraler som kalium og folat. Og så er de proppet med kostfibre og stoffet glucosinolat, som begge er med til at holde fordøjelsen i orden.

På marken
Rosenkål er en nem grøntsag. Den sås om foråret, og så passer den ellers stort set sig selv indtil vinteren sætter ind, og vi begynder at høste. De stive stokke med de små rosenlignende kålhoveder – heraf navnet – tåler fint frost.  Faktisk udvikler smagen sig først fuldt ud, når rosenkålen har smagt årets første frost. På engelsk hedder den Brussels sprout, da den kommer fra området omkring Bruxelles i Belgien, hvor man allerede i 1200-tallet dyrkede og spiste rosenkål.

Opbevaring
Lad dine rosenkål ligge i plastposen, så kan de holde sig i flere uger i køleskab

Rosenkål og rucola

Det skal du bruge:

1 dl soja
citronsaft
revet skal af citron
50 g reven ingefær
200 g rosenkål
1 spsk. soja el. majsolie
2 skalotteløg
50 g sesamfrø
2 bakke rucola
1 fed hvidløg

Sådan gør du:

Rens rosenkålene ved at fjerne de yderste grimme blade og evt. en smule af stokken. Snit dem i tynde flager gennem stokken, og vend dem sammen med ruccolaen.

Rist sesamfrøene på en tør pande og tilsæt ingefær, citronskal, saft, presset hvidløg og soja. Kog det hurtigt op, hæld det op i en skål, og lad det afkøle før olien røres i.

Hæld sojadressing over salaten og lad den trække 5-10 min. inden servering.


Rosenkålsuppe med bacon

Ingredienser:
500 gram Rosenkål, renset vægt
100 gram Skalotteløg
1 spsk.Olivenolie
8dl. Hønsebouillon
Salt
Peber
125 gram Bacon i skiver
1 bakke frisk krase

Del rosenkålen og rist den sammen med fintsnittet løg i en rummelig gryde med lidt varm olivenolie 2 minutter.

Tilsæt bouillon og lad det simre i ca. 10 minutter.

Blend suppen og smag til med salt og peber.

Skær baconen i strimler og steg den sprød på en pande, læg den på fedtsugende papir.

Pynt suppen med friskplukket karse og bacon og server med et godt brød til.

Velbekomme :-)


se tidligere opskrifter >>

sidste nyt

nye flotte farver

ugens godnat historie
ugens skønne opskrift