Kender I begrebet “svind”? Det betyder tab. Jeg synes desværre, at jeg ser flere og flere forældre svinde hen. Med det mener jeg, at der er noget i deres handlinger eller adfærd, som får mig til at tænke over, hvordan de egentlig levede før de fik børn. Kender I det?

Det virker som om, at alle deres beslutninger og tanker kredser om børnene. Og min logik siger mig, at hvis alle tanker går et sted hen, er nogle af tankerne gået tabt et andet sted fra.

Men hvorfor blander jeg mig nu også i det? Det gør jeg kun fordi, at mange af de mennesker der lever og ånder for deres børn, en gang i mellem også giver udtryk
for, at gerne vil noget andet eller noget mere.

Langt de fleste jeg møder, fortæller mig, at når klokken bliver 20 og børnene er lagt, er de så trætte, at der vitterlig ikke er noget alternativ til at sidde i hver sin ende af sofaen fra sin mand eller kone og se fjernsyn.

Når jeg beder dem fortælle om deres hverdag, og om deres roller og opgaver, og ting de vælger at lave, så kan jeg gu’hjælpme godt forstå, at de er trætte.

Sådan her kan det lyde:
“Børnene vågner der ved seks-halv-syv-tiden, og der har jeg jo været i bad, for at kunne nå det hele. Så skal de i tøjet, og det har jeg jo heldigvis lagt frem dagen før, så er dét lissom overstået. Den store er nu meget god til at tage tøj på, men det ender altid med en konflikt med den lille, for hun er simpelthen for langsom, og vil skal trods alt ud af døren halv otte. Så laver jeg morgenmad og så for jeg lige ryddet op mens ungerne ser lidt morgenfjernsyn. Så skal de i overtøjet, det er jo selvsagt værst om vinteren, flyverdragter, uhhff. Nå vi så skal aflevere to forskellige steder, går det meget hurtigere, hvis jeg hjælper ungerne med at tage overtøjet af, hjemmeskoene på, osv. Og så er det ellers bare arbejde, arbejde, arbejde, mens jeg også lige skal tænke på hvad vi skal have at spise i aften. Og koordinere hvem der skal købe ind, for det har min mand i hvert fald ikke lige tænkt på. Og så hvis det er mig, der henter, skal det bare gå stærkt, for jeg vil gerne hurtigt hjem. Så er ungerne tørstige eller sultne, og så skal jeg sørge for noget til dem. Så mens jeg ordner vasketøj og rydder lidt op, vil jeg jo også gerne være nærværende og hygge med børnene, for det er ret kort tid, før jeg skal i gang med aftensmaden. Og så skal de måske i bad og så skal de puttes. Inden jeg så går helt kold, lægger jeg tøj frem til næste dag.”

Puha, jeg bliver altid nærmest forpustet når jeg hører det der, og det er IKKE et tænkt eller enestående eksempel. Jeg tænker altid stakkels, stakkels dig!! Der er så mange ting der kan gøres anderledes, men er du først kommet ind i en rutine, hvor det er dig, der gør det meste,
(fordi det er nemmere og hurtigere )  er det super svært at komme ud af igen.

Min datter (snart syv) og jeg har lavet en morgen- og en aftenliste, som hun har tegnet/skrevet til sig selv. Om aftenen lægger hun sit tøj frem, (hun bestemmer selv hvad, vi bestemmer hvor mange lag), tjekker næste dags skema og pakker skoletaske. Om morgenen skal hun lægge madpakke (som hun nok snart skal til at smøre selv) og frugt i skoletasken, børste hår, og huske regntøj. Hvis mine børn siger, at de er tørstige får de at vide, at de gerne selv må hente noget.Vi bruger gerne tid med ungerne når vi henter, enten i SFO eller vuggestue, eller på vejen hjem. Dét er kvalitetstid, der batter. Hvis ikke de er for trætte, er de gerne med til at lave mad og vi dækker alle bord og tager af. De kan selv vaske hår (også ham på 2 et halvt) og den ældste tørrer sig selv efter bad. Og nej, mine børn er ikke enkeltstående tilfælde, de har bare en mor og en far, der ikke orker at servicere hele tiden. Og når dét er normen, bliver det også accepteret af børnene.

Min mand og jeg har heldigvis samme indstilling til det, at vi mennesker har forskellige behov. Jeg har altid haft et enormt socialt behov og min mand har et super lækkert afslapningsgen og elsker at være alene. Det er lige så tit ham der putter ungerne, så det er ikke noget problem, når jeg skal ud at drikke kaffe med de veninder, der også kan finde ud af at overlade det hele til manden der hjemme. Og jo, vi er da trætte, men det kræver ikke særlig meget at hygge på en café med en man kender rigtig godt.Tværtimod, jeg henter gerne min energi fra disse møder.

Her i Danmark, hvor vi sjældent er impulsive, hvad angår sociale arrangementer, kan der gå langt tid, før vi voksne får vores vennestimulation. I Australien hvor jeg har opholdt mig i rigtig mange år, er det ikke uhørt at dukke uanmeldt op en hverdagseftermiddag hos en familie på 4-5 medlemmer med sin egen store 4-5 medlemmers familie. Så er der bare lige to, der suser op og køber noget nemt ind - ingen har høje forventninger til det der skal spises, bare man er sammen. Og så går man hjem igen når man har spist.
Det kan anbefales.

I det store hele tænker jeg sådan her. Det gælder om at vide, hvad der er godt for mig, og så sørge for at putte så mange af de ting ind i mit liv, så ofte som muligt. Det er såvel børn, venner, samvær samt alenetid. Jeg kalder det “mig-tid”. Jeg ser intet egoistisk i det, for jo flere af mine behov jeg får dækket, jo gladere bliver jeg og des bedre en mor og partner er jeg.
Det handler såmænd bare om at vide, hvad vores behov er, og om at udtrykke dem.