Hvor højt ligger dit serviceniveau? Brug sommerferien til at skrue lidt ned.

Jeg oplever, at mange forældre vælger at bruge sommerferien til at bryde mønstre sammen med deres børn. Det være sig i form af at smide sutten eller bleen, eller lignende.

Og det er en rigtig god idé, for når vi har ferie, har vi oftest mere overskud og tid til vores børn. Og til at tage de kampe/konflikter/hysterianfald eller ulykkelige stunder der risikerer  at komme, når VI beslutter, at der skal ske en drastisk ændring i vores børns liv.

Det vi rent faktisk gør, som jeg ser det, er, at vi fratager vores børn en luksus, som vi selv har introduceret dem for. Vi har selv valgt at trøste dem med en sut, vi har selv valgt at bære dem op ad trapperne, vi har selv valgt at placere dem i en klapvogn, når vi skal steder hen, vi har selv valgt at lægge tøj frem, hente vand, når de er tørstige, rydde op efter dem, osv.

All in all så har vi selv valgt det serviceniveau, vi tilbyder vores børn.

Tænk på hvordan vi selv har det, når vi bliver frataget en luksus. Vi er ikke særlig tilfredse, og synes at livet er en anelse uretfærdigt. Det gør vores børn også.

Lad mig give et tænkt men konkret eksempel: Lad os antage at en far bærer lillemanden op ad trapperne i barnets første halvandet års levetid. Lillemanden vænner sig hurtigt til, at når han skal op ad trapperne med far, så bliver han båret. Det kan sagtens være, at det er anderledes med mor. (Der må hellere end gerne være forskel på samværet med mor og med far – dog til en hvis grænse).

Nå men en dag kan faren mærke, at lillemanden begynder at være for tung, eller også får lillemanden en søster/bror, der nu skal bæres op, eller også kan moren have sagt noget til faren om, at han  måske ikke behøver at bære lillemanden længere. Lige meget hvad det er, så vælger faren nu, at lillemanden skal komme op ad trapperne selv.

Hvordan har lillemanden det nu? Han står tilbage uforstående, overrasket eller måske med en følelse af svigt. Han  bliver nødt til at fortælle far, at det er bare ikke okay, og at det finder han sig ikke i. Men et barn på halvandet er kendt for lyde uden forståelige ord, og det ved han godt, så hvordan skal far forstå  den skade han har forårsaget?

Så lillemand lægger sig ned og skriger og græder og slår i gulvet indtil far fatter det.

Det samme gælder sutten. Selvom man holder farvel-sut-fest med balloner og breve til suttetræet og barnet virker okay med situationen, så er det noget helt andet, når barnet ligger i sengen om aftenen. Det bliver måske ked af det, og håber i smug på, at mor eller far har gemt en ekstra et sted (det er der faktisk nogle forældre der gør!!).

Som med trappen som med sutten, hvis forældrene ikke giver efter, men  anerkender, at barnet er ved at reagere, eller har det svært lige nu, så forstår barnet på  et tidspunkt (og det kan være efter 40 minutters hysterianfald), at der virkelig bare ikke er noget alternativ.

Og så vil det højst sandsynligt lige prøve igen næste gang situationen byder sig, for at tjekke om det virkelig er den nye stil, eller om det bare var et skørt indfald forældrene fik.

Og så tager det sjældent meget længere end det.

Nu har jeg brugt eksempler om de lidt yngre  børn, men konsekvens er svaret for alle store forandringer uanset alder. Også for os voksne.

Her er et par eksempler fra mødre og fædre fra mine foredrag og i min vennekreds.

En mor havde problemer med at få sin fireårige søn i tøjet hver eneste morgen, når han skulle i børnehaven. En dag i november, (ja den med masser af sne) sagde hun til ham, at hun ville blive nødt til at aflevere ham i underbukser, hvis han ikke tog tøj på. Og nej, denne mor var ikke i bil, men derimod  på Christianiacykel. Så ikke mange minutter senere, så man hende sidde og cykler med et bestemt fast blik, med en skrigende, frysende søn i underbukser. Og jeg vil vove at påstå, at hun er en meget omsorgsfuld og god mor, som fyldte hovedet med tanker om, hvad andre mon tænkte. Ikke desto mindre, har hendes søn klædt sig på hver morgen siden dengang for halvandet år siden.

En dreng nægtede at spise kartofler, så hans mor serverede kun kartoffelretter for ham i en uge. Nu spiser han glædeligt kartofler.

Og så den succeshistorie som 99% af sutte-afviklende forældre kommer med til daglig, om at det rent faktisk ikke var noget problem. De havde frygtet meget værre.

Så er hvad er formlen? Overskud + konsekvens = forandring med succes

Det nytter ikke noget at påbegynde et nyt mønster uden overskud. Det værste der kan ske i f.eks i en situation hvor barnet har skreget og teet sig længe nok er, at man tager barnet op, skælder det ud og siger sætninger som: ”nå, så vandt du igen igen, hva’?” ”Nu bærer jeg dig op, for der er da ingen, der kan holde ud at høre på det dér!”

Næste gang man beslutter sig for at ændre på den situation, husker barnet at det bare skal blive ved og ved, indtil moren eller faren giver op.

I de fleste tilfælde er det også en god idé, at man har forventningsafstemt med sin evt. partner in crime inden det store mønsterbrud forekommer. Altså hvis man er to voksne i et hjem, eller hvis barnet bliver passet meget af bedsteforældrene o. lign.

Så overskud overskud overskud. Et fænomen der er længe i mellem hos småbørnsfamilier. 

Rigtig god sommer og god kamp.