Lige nu i skrivende stund er jeg på ferie. På anden uge ud af de otte vi har og jeg er virkelig tunet ind på ferie-mode [måwd] - Altså ikke ’mode’ som i fashion!

Jeg er i Australien i en lille hippie-by, hvor tid tydeligvis ikke er af betydning for de lokale. Her hersker den ægte australske mentalitet: Tomorrow, tomorrow.

Jeg er nået ned til det tempo, hvor det virker helt håbløst at prøve på både at komme i banken og på apoteket på én dag. Det bliver for stressende.

Og så tænker jeg på mit liv fra august til midt december 2010. For første gang nogen sinde følte jeg, at der var for få timer i døgnet. Både Kasper og jeg knoklede som aldrig før, for at spare sammen til denne tur. Kasper hvem? Nåh, ham jeg overleverede praktiske detaljer omkring Alfas lektier, Askes tyndskid, mad, gymnastiktøj, forsikringspapirer og flybilletter til. Vi sås vitterlig ikke. Hvis ikke jeg holdt foredrag, var han til møde, eller arbejdede sent. Han tog af sted før børnene stod op. Faktisk i så lang tid at børnene gik fra at tro at far lå under dynen når de kom ind om morgenen, til ikke engang at gide tjekke. Det holdt hårdt.

Men det der skete, var det modsatte af nu. Fordi vi var så travle, kunne ALT lade sig gøre. ”Åh gud, har jeg en halv time mellem arbejde og hente unger? Jamen perfekt, så kan jo nå både at købe ind, bestille nyt pas, suse på postkontoret og forberede mig til en heldags-coaching i morgen!”.  Min hjerne arbejdede på højtryk, og det var befriende og velfortjent at gå i seng om aftenen, velvidende at jeg havde streget otte ting ud på min liste.

Jeg puttede endda ekstra ting på, som f.eks at skrive dette nyhedsbrev allerede i midt december, for så behøvede jeg ikke tænkte på det på ferien.

Det skete dog ikke. Hvilket fører mig tilbage til nu. Jeg har de sidste par dage været helt presset over at have en deadline på det her nyhedsbrev, hvilket jo netop fik mig til at tænke over tiden.

Og så blev jeg igen bekræftet i alt det her børns-selvhjulpenheds-halløj, som jeg jo går så højt op i også spiller en kæmpe stor rolle for tidsfænomenet.

Her følger et eksempel: Lad os nu antage at jeg både skal give mine børn tøj på og rydde op i køkkenet, og hver ting tager 10 minutter. Det vil sige, at ud af en time ville jeg bruge 30 minutter (to børn + køkken) og have 30 minutter tilbage til for eksempel at lege med ungerne.

Hvis nu mine børn selv kan tage tøj på, og jeg ikke behøver at blande mig, så skal jeg kun bruge 10 minutter på køkkenet, og dermed vil jeg have 50 (!) minutter til at lege med ungerne. Eller hvad jeg nu vil.

Jeg tror, at jeg på en eller anden kringlet måde er ved at prøve at komme frem til en pointe om, at i stedet for at have så dårlig samvittighed over ikke at være nok sammen med børnene, så gælder det om at tidsoptimere i alle de situtationer, hvor der tidsoptimeres kan!

Godt nytår og må tiden være med dig!