Hvis du er lige så smart som jeg, sætter du dit barn i gang med at tage overtøjet på, 10 minutter før I skal ud af døren. For at være sikker på, at I når det til tiden.

Men hvor smart er det egentlig? Jeg ender alligevel altid med at sige til min datter på 5, at ”NU MÅ DU ALTSÅ SE AT KOMME I GANG!”

Og dagligt kan jeg blive irriteret over, at det er de samme ting, jeg siger hver evig eneste dag, og hvorfor har hun ikke snart lært, at hun skal have jakke/flyverdragt på HVER DAG!?

Det forløber gerne som følger:
Når morgenmaden er slut, siger jeg: ”Så skat, vil du være sød at tage overtøj på nu?” Samtidig løfter jeg den lille op fra stolen og bærer ham ud i køkkenet for at vaske hans hænder. På tilbagevejen fra køkkenet forventer jeg at møde min datter i fuld gang. Men hun er ikke til at få øje på. Jeg finder hende i gang med noget ifølge hende selv meget vigtigt på hendes værelse. Så siger jeg: ”Jeg vil gerne have at du begynder at tage overtøjet på nu”.

Jeg bærer resten ud fra morgenbordet, rydder lidt op i køkkenet, og går forbi en tom gang. Min datter er altså stadig ikke i gang.

Så hæver jeg stemmen en smule: ”Vil du godt være sød at komme i gang, det ender med vi alle sammen kommer for sent”. Smutter så ud og sætter en vask over.

Til sidst nærmest råber jeg: ”Ved du hvad, nu begynder jeg at blive lidt irriteret! Det er det samme hver dag, hvornår lærer du det? Kom så i gang!”

Mens jeg tænker: Hvor svært kan det være?

Det skal jeg sige dig.
Det er meget svært for min datter at forstå, at hun skal tage tøj på med det samme, når hun samtidig ser mig rydde det sidste af morgenbordet, skifte den lille, sætte en vask over og rydde lidt op. Uanset at jeg bliver mere og mere utålmodig over at se, at hun ikke engang er nået til at sætte sig ned og bare starte med at tage et-eller-andet på. 

Det siges at når vi taler med et andet menneske, fylder indholdet af det vi siger 7%, måden vi siger det på 38%, og kropssproget 55%.

”A-ha” tænkte jeg, da jeg hørte det. Og besluttede mig for først at bede hende tage overtøjet på, når jeg selv var klar.

Og hvad skete der?
De dage jeg husker at bruge denne nye og meget mere logiske teknik, ender hun med at sidde fuldt påklædt på gulvet foran døren og vente på, at jeg bliver færdig. Og det gode er, at fordi jeg ikke skynder og skælder på hende, får vi nu også husket tandbørstningen. Og vi kan uden konflikter forlade de hjemlige gemakker.