Sidste år på denne tid var det min tur til at stå i regnen og tage billeder, mens min store datter trykkede inspektøren og en anden vigtig dame i hånden. Det var jo helt vildt, at min ældste var blevet stor nok til at starte i skole.

Og stor nok det var hun. Hun gled ind i hele baduljen, som var det en leg. Men det gjorde jeg ikke. Af en eller anden grund blev skridtet fra børnehave til skole større for mig end for hende. Altså ikke dengang jeg selv startede i skole, men nu som forælder. Det kom i løbet af året til at handle om flere ting:

1.   1.    vi skulle møde klokken fem minutter i otte HVER DAG. Ergo skulle vi ud af døren på samme tid hver dag. Der er nu gået et år, og selvom der har været mange skoledage på det år, var de sidste otte minutter før afgang ens hver dag. Stress og jag. Hvad enten vi havde 45 minutter eller halvanden time til at gøre os klar. Det var, som om det kom som en overraskelse for min datter hver morgen, at vi havde en deadline og at vi skulle huske madpakke, sko, skoletaske, cykelhjelm osv. Lidt ligesom, at hun tilsyneladende hver aften overraskes over at skulle i seng.

2.    Alfa gik ind i børnehaveklassen om morgenen og gik ud af gymnasiet om eftermiddagen. Pludselig havde vi fået os en teenager i huset. Otte år for tidligt. ”Nå, men så sagde hun, og så sagde jeg, og så var det bare, og så sagde hun og så sagde….” eller denne her med hånden som ryger op - lidt a la talk to the hand ”Jeg gider ikke høre på dig, så jeg går min vej nu”. Eller kærestebytteriet. Hvor pokker blev min lille datter af??

3.    Og endnu en ting. Nok mere møntet på SFO. Hvorfor var der aldrig nogle voksne, der vidste hvor Alfa var henne? Og hvad hun havde lavet? Og om hun havde haft det godt?

Nu er dette år gået (sindssygt stærkt), og jeg vil sende mange varme tanker til det næste hold nye forældre. Ligeledes vil jeg sende nogle uopfordrede råd med på vejen.

• ·     Vores børn vokser rigtig meget indeni, hvis vi udviser tillid til deres evner. Så udvis en stærk tro på, at deres skolestart er en fantastisk mulighed, og at vi VED, at de vil klare det godt.
   

•       Nu er den helt rigtige tid til at ændre vaner. Det er i forvejen et stort skridt og en stor omvæltning, så det er også ok, at vi som forældre forventer mere af vores børn. ”Nu er du så stor, at du skal i skole. Så skal du også selv cykle/bære din egen taske/selv hente et glas vand, selv finde tøj frem (se klumme om IKEA Reolen osv. Det samme gælder når børn tager skridtet fra vuggestue eller dagpleje til børnehave. Børnene er ofte med på det, fordi de forvejen selv føler sig ”store”.
   

•       Med mindre, der er MEGET langt til skole, lad bilen stå. Det er ikke så forfærdeligt meget tid, der går ekstra på at følge børnene i skole gående, cyklende eller lign. Til gengæld vænner børnene sig til skoleruten hurtigere, og vil selv kunne klare det, når den tid kommer (som jeg egentlig går og spekulerer meget over, hvornår er). Men logisk virker det i hvert fald, at vi –min mand og jeg - opfylder den opgave at lære vores børn om trafik, når nu vi har valgt at bo, hvor vi gør.

Ikke mere lige nu. Nåh jo, husk at de kloge siger, at børn kan reagere på vendepunkter i op til tre måneder, og at det er meget normalt, at de tager et skridt tilbage i udviklingen, når de skal håndtere et større skift. Så børn der f.eks er blevet rigtig gode til at spise med kniv og gaffel, kan pludselig finde på at sidde og lege med maden igen. Eller andre, der har været blefri i tre år,  tisser pludselig i bukserne tre gange om dagen i et par uger. Skæld dem endelig ikke ud, for de ved ikke selv, hvorfor de gør det, og de kan blive rigtig flove. Jo bedre du er til at rumme deres skridt tilbage, jo hurtigere træder de et endnu større skridt frem igen.

Rigtig god skolestart!