Nicolas Klumme august
kan man få flere parkeringspladser ved skolen, tak!  

Nu har jeg i tre år holdt rigtig mange foredrag for forældre til børn, der går i vuggestue, børnehave og dagpleje.
Jeg har brugt rigelig med krudt på at opfordre forældre til at lade børnene transportere sig selv til og fra deres hjem.

Jeg har hørt på utallige (sø)forklaringer på, hvorfor det kun kan lade sig gøre at køre børnene i bil eller på cykel. På et eller andet plan, hvis jeg bruger mine sympatiske evner, kan jeg sommetider godt forstå det, når vi har med børn i nul til seks års alderen at gøre.

Men jeg tabte nær hat eller kæbe, eller hvad det er man taber, de første dage jeg fulgte min datter i SFO i starten af maj. Der var fuldstændig tilstoppet med biler på den lille villavej. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at også disse nu ældre børn stadigvæk bliver kørt til skole. Og da slet ikke når vi ved, at de der hører til vores skoledistrikt, højst kan bo 500 meter derfra.

Egentlig vidste jeg det godt, for i mine foredrag bruger jeg selv sundhedsstyrelsens kampagne der hedder "Get moving, pattebarn". Men jeg havde åbenbart glemt det. I den kampagne serverer de en statistik for os, der lyder på, at i løbet af de sidste 30 år er antallet af 13-årige børn, der bliver transporteret til skole steget med 200%.

Skal vi ikke ændre lidt på den statistik? Helt ærligt.

Hvordan kom du selv i skole i tidernes morgen?

Og så har jeg i øvrigt også lagt mærke til, hvor mange forældre der bærer børnenes skoletasker fra bilen og ind i skolen. Men ok, hvis børnene altid bliver transporteret, kan det være, de slet ikke har musklerne til at bære en skoletaske?

Af respekt for dit barn, lad det gøre så meget som muligt selv. Det øger både selvtillid, selvværd og kropsbevidsthed, samt klæder dem på til de milliarder andre udfordringer, de nu bliver mødt med i forbindelse med skolestart.

 


   

tilbage til oversigt >>

 Phistermedister © 2004 tlf. +45 26 800 833

sidste nyt

nye flotte farver

ugens godnat historie
ugens skønne opskrift