Jeg vil gerne fortælle om en weekend for nogle uger siden, og jeg bliver nødt til at være hudløst ærlig, for at historiens retfærdighed sker fyldest.

Oven i købet må jeg fortælle, at vores moral har skrantet i to uger, siden vi kom hjem fra otte ugers ferie. Hvilket vil sige, at min mand og jeg i flere uger – langsomt men sikkert – har brudt vores børns selvværd ned. Og det via vores kommunikation.

Den harmoniske ubalance i vores familie skrabede så bunden om lørdagen. Det var en dag, hvor jeg startede morgenen med at skælde ud, lang tid inden jeg havde fået næsen ud over dynekanten (og jeg måtte råbe højt, fordi dynen kvalte lyden). Jeg råbte, at det her ville blive en dag, hvor jeg i hvert fald ikke havde tænkt mig at hjælpe NOGEN med NOGET, for jeg følte ikke, at der var nogen, der tog hensyn til mig (buhuu).

Og da jeg stod op, var det kun for at irettesætte og lade mig irritere over ALTING. Senere vækkede jeg min mand. Ikke med et nus på ryggen og et kys og et ”godmorgen min elskede”, men med et selvmedlidende ”kl. er tyve min. i elleve, skal du ikke op!?” Så kom han op, og inden der var gået to minutter, var han blevet uvenner med den ældste. Og så den yngste. Og dagen ville ingen ende tage. Børnene flippede (virkelig flippede), vi skældte ud, jeg tudede og sagde ”Åh, jeg kan ikke klare det her!” (buhuu igen), vi sagde nedladende sætninger som, ”Nå, nu vil du også sørge for at ødelægge eftermiddagen?” eller ”Hold nu op med at pibe, du er for irriterende at høre på”.

Er du begyndt at se omfanget af vores ufatteligt dårlige stemning?

Jeg sad om aftenen - som jo selvsagt endte med konflikter og tudende børn - sammen med min kære overbo/veninde og hældte vand ud af ørerne om min uhjælpsomme mand, mine uopdragne børn og stakkels, stakkels mig. Da hun havde gjort det samme (hun havde haft en lignende dag), tog vores samtale heldigvis en drejning til det mere positive. Nu havde vi bitchet og kunne igen smile.

Da jeg smilede den aften sammen med hende, kunne jeg FYSISK mærke, at det var første gang den dag, at mit ansigt havde lagt sig i de folder. I det sekund besluttede jeg mig for, at den næste dag, søndag, skulle være helt, helt anderledes. Nu kunne det være nok. Slut med destruktive sætninger, slut med, at min datter talte grimt og slut med, at min søn råbte og skreg ”NEJ!” hele tiden.

Jeg gik ned til min mand og sagde, at nu havde jeg besluttet, at dagen efter skulle være en god dag, og at jeg håbede, han var med på den. Det var han heldigvis. Næste morgen stod vi op og der var intet, der kunne vælte mig. Vi hyggede ved morgenbordet, tog os selv i ikke at rette på den måde, ungerne spiste, sad, drak eller hældte op. Så tog vi en fodbold og cyklede i Frederiksberg Have, hvor vi i lang tid spillede fodbold og gik en lang tur (i hvert fald langt for en toårig). Så ud at købe en dejlig juice og sandwich. Vi tog chancen og skippede den lilles middagslur. Bagefter tog vi hjem, med røde kinder og luft i håret, og lavede hjemmebiograf med madrasser, dyner og puder på gulvet, popcorn, en mikroskopisk skål slik (kun børnenes – vores var lidt større) og hyggede med tegnefilm. Jeg lavede mad, ungerne kom i bad og bagefter lagde de sig begge to til at sove, uden ét ord. Det var simpelthen for godt til at være sandt.

Og lykken fortsatte mandag. Børnene stod op og var glade, og det var vi også. Dagen før havde efterladt os med følelsen i kroppen af en god dag med godt samvær. Om eftermiddagen spadserede jeg over i skolen med et løbehjul og en lille rød scooter under armen. Alfa og jeg hentede Aske, og vi var en time om at komme hjem. Ham på scooteren for første gang, halvanden kilometer hjem på en trafikeret Gl. Kongevej / Smallegade.

Da vi kom hjem, havde min mand købt ind til hjemmelavet pizza – som børnene skulle lave. Han skar op, satte frem, forklædebeklædte børnene, efterlod madlavningen til dem i køkkenet og kom ind til mig i stuen, og vupti – med masser af grin, skrig, piv, uvenskab og kærlighed kunne vores højt værdsatte, kedelige, underskønne pizzaer sættes i ovnen. Vi hyggede ved middagsbordet med masser af salt og peber og nogle pavestolte børn.

Flere gange i løbet af de to dage skulle vores børn lige teste os og se, om det virkelig kunne passe, at vi ikke blev sure. Og på et tidspunkt var den lige ved at skride for min mand, men så måtte jeg overtage (ikke for at sige, hvor sej jeg var, for situationen kunne lige så godt have været omvendt). Og det er jo heldigvis det, vi kan, når vi er to. Der er normalt altid en, der får overskud, når den anden går helt i underskud (undtagen lige i vores tilfælde om lørdagen).

De her dage minder mig om, hvor meget vores (som forældre) tilstand betyder, og at vi faktisk godt KAN vælge, hvordan vi gerne vil have det. At vi så ikke bruger den ressource så tit, har nok en helt anden forklaring, jeg ikke har tænkt mig at spekulere over lige nu. Nu vil jeg bare nyde endnu en dejlig indsigt og det overskud, dage som disse giver mig.